Stop EU’s våbenhandel med Rusland og Ukraine
På EU-topmødet torsdag-fredag blev EU-lederne enige om at sætte flere russere på EU’s sanktionsliste mod Rusland, som følge af folkeafstemningen på Krim. Men EU kunne ikke blive enige om at stoppe våbenhandelen med Rusland og Ukraine.
– Det er en skandale, at EU fortsat tillader våbenhandel med Rusland og Ukraine. EU’s våbenhandel bidrager på ingen måde til en fred i området. Derfor burde det første skridt være at indføre våbenembargo både overfor Rusland og Ukraine, udtaler Lave K. Broch, topkandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
– Ruslands militære invasion af Krim skal selvfølgelig fordømmes. Men det er også afgørende, at der gøres alt for at finde en fredelig løsning og at bringe parterne til forhandlingsbordet før konflikten ender med at blive til egentlig krig. Derfor er det vigtigt, at det internationale samfund gør alt hvad der er muligt for at mægle i denne konflikt, og da EU er en part i konflikten kan unionen ikke påtage sig den rolle.
– Der er samtidigt brug for at sende flere upartiske observatører fra OSCE til Ukraine inklusiv Krim. Målet må være at skabe foranstaltninger, der reelt øger borgernes sikkerhed og det gælder alle borgere også etniske mindretal i både vest og øst.
Yderligere oplysninger
Lave K. Broch, topkandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, telefon 28 92 21 27
Ib Roslund, informationschef for Folkebevægelsen mod EU, telefon 35 36 37 40