EU dikterer DONG-salg til Goldman Sachs
Storspekulanten, Goldman Sachs, får efter alt at dømme lov til at få en stor bid af DONG, hvis det står til regeringen og oppositionen. En handel, som indebærer aktier solgt til en lavere reel kurs, og hvor Goldman Sachs scorer kassen og dikterer forretningsbetingelserne.
Salget er absurd. For det første udstiller det regeringens mangel på moral ved at invitere skurken Goldman Sachs ind i varmen. Investeringsbanken var én af hovedaktørerne bag finanskrisen og kan nu profitere stort på danskernes bekostning. For det andet var alternativet, Pension Danmark, både bedre og mere fordelagtigt.
Selvom diskussionen om DONG mest har drejet sig om det etiske aspekt, så er der en elefant i rummet – nemlig privatisering. Med EU som motor har en privatiseringsbølge rullet gennem Europa de sidste 3-4 år.
Privatiseringsbølgen og EU
The Economists bragte forleden en artikelserie om fortrinlighederne ved privatisering. Der er ifølge magasinet store gevinster i at få offentlige tjenester på private hænder. Argumentet er, at privatiseringen af vital infrastruktur kan nedbringe de offentlige udgifter.
I EU er man enige i betragtningen, og man har udnyttet krisen til at gennemføre store privatiseringer. Eller som EU-kommissionsformanden, Barroso, har observeret: Krisen har gjort det muligt at gennemføre ting, som var utænkelige før krisen.
De kriseramte lande er hårdest ramt af privatiseringsbølgen. De har gennemlevet et brandudsalg af offentlige selskaber. EU-kommissionen indrømmede i 2012, at man pressede på for privatiseringen af vandforsyningen i lånepakkerne til Portugal og Grækenland, selvom traktaterne specifikt udtrykker, at de skal være neutrale i spørgsmålet om offentlig eller privat ejerskab.
Grækenland er udråbt som et El Dorado for private investorer. Alt fra vandforsyning, energi, transport, postservice og våbenproduktion er blevet sat til salg. I Italien forsøgte man at privatisere vandforsyningen. Det blev afvist med et rungende nej ved en folkeafstemning i 2011 (96 % imod). Alligevel insisterede EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank stadig på privatisering. ECB, under ledelse af Mario Draghi, skrev således til Berlusconi-regeringen i 2012, efter afstemningen, at der var brug for “fuld liberalisering af lokale offentlige tjenester via storstilede privatiseringer”. Siden hen erklærede den italienske forfatningsdomstol efter et voldsomt folkeligt pres forsøg på privatiseringer ulovlige. Lignende eksempler fortsætter hele rundt i EU.
Tidligere erfaringer med masse-privatiseringer er ikke specielt opløftende. I England oplever man konsekvensen af privatiseringsbølgen fra 80’erne. Privatisering af jernbanenettet har resulteret i højere togpriser og et samlet tab på 84 mia. kr. De fire største privatejede vandforsyninger oplever enorme fejlrater i lækage. Større end i eksempelvis offentligt ejede selskaber som i Danmark, Milan og Paris. Den tendens findes også i Grækenland, hvor de forventede indtægter ved privatiseringerne slet ikke står til måls med de reelle.
Én ting er dog sikker. Den demokratiske kontrol med den offentlige produktion skal ifølge EU på private hænder. Det er også tilfældet med DONG.
EU’s politiske prioriteter for
EU er langt fra færdige med privatiseringen. Den række af nationaliseringer, som finanskrisen medførte (især da banksektoren skulle reddes ud) er ved at vende mod privatiseringer. Under dække af “vækst og konkurrenceevne” har EU-kommissionen udset privatiseringer som en af prioriteterne for 2014. I Den Ã…rlige Vækstundersøgelse, som ligger til grund for hele EU’s økonomiske politik, står der, at der skal åbnes op for konkurrence i produkt- og servicemarkedet “især når det kommer til energimarkedet.”
Regeringens salg til Goldman Sachs er ikke tilfældigt. Det er en del af en længerevarende EU-strategi. Og vi ved, at regeringen har et hedt ønske om at blive et fuldbyrdet medlem af EU-klubben.
Udvælgelsen af Goldman Sachs skal ses i det lys. For regeringen kunne have valgt et andet tilbud, som ville styrke skattegrundlaget og sikre demokratisk kontrol. Men ideologien og partierne bag salget til Goldman Sachs vægter profit højere end de samfundsmæssige interesser. De vægter EU’s interesser over demokratisk indflydelse.
Alternativer findes. I stedet for nedslagtning af velfærdsstaten kan man lave fair beskatning, nedskrivning af den forrykte gæld og sikre bedre investeringer i transportsektoren og den grønne omstilling. Men denne vej har EU og regeringen for længst afvist. I stedet mener man en stram finanspolitik, skattelettelser til de rigeste og sidst men ikke men flytningen af kontrol over produktion til private hænder.
