Skal våbenindustrien redde EU ud af krisen?

»… the European defence market is feeling the effects of the financial crisis. Europe’s defence industries are not only important for our security, by providing capabilities for our armed forces, but also for jobs, growth and innovation«.
EU’s ‘præsident’ og chef for EU’s forsvarsagentur, Herman Van Rompuy, Bruxelles 24. juli 2013.

PÃ… EU-TOPMØDET den 19. til 20. december står EU’s sikkerheds-og forsvarspolitik på dagsordenen. Det er første gang siden finanskrisens udbrud i 2008, at EU’s stats-og regeringschefer skal diskutere sikkerheds-og forsvarspolitik. Blandt emnerne er, hvordan EU’s våbenindustri kan styrkes, hvordan EU kan blive bedre til at handle sikkerhedspolitisk og militært på kriser i verden, samt hvordan EU-landene kan forøge samordningen af militære indkøb.
EU’s ambition er at blive en militær magt, og unionen ser det militære område som et område for vækst og beskæftigelse.
Diskussionen i EU er på ingen måde abstrakt eller ‘ akademisk’, men dødsens alvorlig, da medlemskredsen jo tæller nogle af verdens betydeligste våbenhandlende lande, og samlet set er EU verdens næststørste våbeneksportør.
Vi tager hatten af for den åbenhed, der er i EU om planerne på det militære område.
Men vi har meget lidt forståelse for, at unionen vil styrke våbenindustrien, og vi kan slet ikke sætte os ind i argumenterne om arbejdspladser.
Set med vores øjne er det en syg tankegang, at EU’s beskæftigelse skal fremmes ved at producere og sælge våben – herunder til lande, der vedvarende begår grove overgreb på menneskerettighedsområdet inklusive drab på civile. Vi mener, at EU ikke mindst efter det arabiske forår burde have lært, at unionens våbenhandel styrker diktatorer, er til skade for millioner af mennesker verden over og truer freden.
Styrkelsen af EU’s våbenindustri bør dog også ses i et andet lys. EU har ambitioner om at blive en militær supermagt.
Det kan godt være, at danske politikere siger, at EU aldrig får eget forsvar. Men det er ikke det, der siges og arbejdes for i EU’s egne korridorer.
I EU-præsident Herman Van Rompuys interimsrapport »vedrørende forberedelsen af Det Europæiske Råds møde i december 2013 om sikkerhed og forsvar« fremgår det klokkeklart, at EU skal være i stand til at agere inden for »en militær dimension« i alle fem miljøer: på land, i luft, maritimt, i rummet og i cyberspace.
Især fremhæves behovet for sikkerhed på havet, i rummet og i cyberspace.
EU har de seneste 15 år lavet strukturer, procedurer og beslutningstagende organer inden for EU’s sikkerheds-og forsvarspolitik.
Unionen har gennemført 30 operationer og missioner på tre kontinenter. I øjeblikket er 7.000 militære og civile personer udsendt i EU’s missioner.
I 2004 besluttede EU at oprette et antal mobile kampgrupper, og i dag har EU konstant to kampgrupper i beredskab.
Men kampgrupperne er ikke rigtig blevet brugt, og EU skal derfor se på, hvordan de kan organiseres på en anden måde. Vi synes det vil være langt bedre at genoprette en permanent og hurtigt udrykkende fredsstyrke under FN. Dermed kan det sikres, at fredsstyrken ikke bruges i strid med folkeretten.

EU HAR OGSÃ… oprettet en stående politisk og sikkerhedspolitisk komité, en militærkomité, en militærstab, et satellitcenter og et EU-institut for sikkerhedspolitiske studier. Dertil kommer, at EU har vedtaget to direktiver for at styrke EU’s våbenindustri: ét om indkøb af forsvarsmateriel og følsomt sikkerhedsudstyr (2009/81) og ét om overførsel af forsvarsrelaterede produkter (2009/43). De udgør i dag hovedhjørnestenen i det, som EU-kommissionen ser som »et europæisk forsvarsmarked«. Begge direktiver er blevet gennemført ved dansk lovgivning på trods af den danske forsvarsundtagelse i EU.
EU-kommissionen arbejder således helt åbent for at realisere et indre marked på forsvarsområdet, ligesom den åbent arbejder for at udvikle den forsvarsrelaterede industri. Den har endvidere udviklet en egentlig industripolitik og specifikke forsknings-og innovationsprogrammer på sikkerheds-og rumfartsområdet.
I november blev EU’s forsvarsministre enige om flere tiltag, der skal styrke EU’s våbenindustri, herunder flere penge til våbenudvikling og forskning.
EU-kommissionen har også oprettet en såkaldt ‘ forsvarstaskforce’ med henblik på en styrkelse af forsvarssektoren »ved at mobilisere alle relevante EU-politikker«. Denne forsvarstaskforce har udarbejdet flere forslag til EU-topmødet 19. og 20. december og en handlingsplan til styrkelse af EU’s sikkerheds-og forsvarspolitik.
EU-kommissionen lægger f. eks. op til, at medlemslandene skal vurdere muligheden for EU-ejet militær kapacitet, og overvejer at iværksætte forsvarsrelateret forskning med fokus på de områder, hvor der er størst behov for EU-forsvarskapacitet.
Som vi ser det, vil egne EU-militære kapaciteter være et første skridt mod et egentligt EU-forsvar, hvilket også er det erklærede mål. EU-hæren er derfor ikke så urealistisk, som nogle af de danske EU-tilhængere påstår.
I november blev der etableret et EUsamarbejde om europæisk droneproduktion.
Aftalen blev indgået i Bruxelles ved et møde i EU’s forsvarsagentur og tæller indtil videre syv af EU’s medlemsstater, og nogle måneder før havde tre europæiske forsvarsindustrikoncerner – Dassault, EADS og Finmeccanica – indgået en aftale om et fælles droneprogram. Men i stedet for at gå med på dronebølgen var det på tide, at europæiske politikere forholdt sig langt mere kritisk til, hvordan droner bruges i militære sammenhænge.

EU’S MILITARISERING drejer sig også om råstoffer. EU-kommissionen vil derfor gennemgå de råstoffer, der er kritiske for forsvarssektoren som led i EU’s generelle råstofstrategi, og om nødvendigt forberede målrettede politiske tiltag. EU har allerede lavet en liste over kritiske råstoffer på EU-plan, og den forventes revideret i nær fremtid. Selv om der ofte er tale om råstoffer, der kan være vigtige for både civile og militære formål, mener EU-kommissionen, at der bør tages hensyn til »råstoffernes særlige betydning for den europæiske forsvarssektor«.

EU-KOMMISSIONEN foreslår også, at medlemsstaterne gør brug af fleksible arbejdsmarkedsordninger for at støtte virksomheder på forsvarsområdet, som lider under en midlertidig nedgang i efterspørgslen efter deres produkter, eller for at omstrukturere våbenindustrien.
EU-kommissionen henviser til, at medlemsstaterne kan anvende økonomiske midler fra Den Europæiske Socialfond (ESF) og, i visse tilfælde af masseafskedigelser, fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen. Set med vores øjne er dette helt absurd. EU’s våbenindustri bør ikke på nogen måde holdes kørende med skattemidler. Danmarks regering bør i klar tale modsætte sig denne form for offentlig støtte til våbenindustrien.
EU-kommissionen vil også tilvejebringe en dialog med interessenterne inden for våbenindustrien om, hvordan man kan støtte EU’s forsvarsindustri på markeder uden for unionen, og drøfte, hvordan EU-institutionerne kan fremme europæiske leverandører i situationer, hvor kun én virksomhed fra EU konkurrerer med leverandører fra andre dele af verden.
Dette er endnu et område, hvor Danmarks regering bør sige klart nej. Det bør på ingen måde være EU-kommissionens opgave at hjælpe EU’s våbenindustri med salgsfremstød i andre dele af verden.
Forud for topmødet lægger EU’s præsident, Herman Van Rompuy, desuden op til, at der skal ses på landenes forsvarsbudgetter.
Finanskrisen har ført til, at flere EUlande har indført besparelser på forsvarsområdet, og EU’s indblanding på området kan kun ses som en opfordring til, at EU-landene skruer op for de militære udgifter og samtidig indgår et endnu tættere militært EU-samarbejde. Bl. a. siges det, at »Europas sikkerhed har været en historisk forudsætning for dets økonomiske velfærd«. »Vi er nu nødt til at forhindre, at Europas økonomiske besværligheder påvirker dets kapacitet for at fastholde sin egen sikkerhed« (‘ Interim Report by the High Representative’, 24. juli 2013).

MEN TIL TRODS for nedskæringerne brugte EU-medlemsstaterne i 2011 fortsat mere på forsvar end Kina, Rusland og Japan tilsammen, og dette på trods af, at det er meget svært at finde en militær trussel mod EU-landene.
En afgørelse på EU-topmødet om landenes forsvarsbudgetter vil ikke have konkret betydning for Danmark, da vi som bekendt har en undtagelse fra EU’s forsvarspolitik. Undtagelsen betyder bl. a., at vi ikke betaler til EU’s militære udvikling, at Lissabontraktaten ikke gælder for Danmark på forsvarsområdet, at EU’s beslutninger på forsvarsområdet ikke gælder for os, og at vi ikke deltager i EU’s forsvarsagentur og EU’s kampgrupper.
Men desværre bliver vi alligevel indsyltet i EU’s politik på dette område, fordi EU’s udenrigs-og sikkerhedspolitik gælder for Danmark, og idet EU bestemmer over, hvem Danmark må sælge våben til, samt fordi Danmark har tilsluttet sig de EU-direktiver, der er med til at opbygge et indre marked på forsvarsområdet.
Desuden lægger Herman Van Rompuy op til, at EU’s forsvarspolitik skal hænge bedre sammen med unionens politik på andre områder. Samtidig ved vi, at et flertal i Folketinget arbejder for en afskaffelse af forsvarsundtagelsen.

I SKRIVENDE STUND sidder regeringen sammen med Venstre og Det Konservative Folkeparti og forhandler bag lukkede døre om et nyt dansk nationalt kompromis på EU-området – en ny ‘ europapolitisk aftale’.
Vi har prøvet at få et skriftligt oplæg til disse forhandlinger, men det har ikke været muligt. Folketinget har oplyst, at det først er muligt at få noget på skrift, når aftalen er vedtaget.
Men vi ved alligevel, at regeringen, V og K ønsker, at Danmark skal tilslutte sig EU’s forsvarspolitik. Det har de fem partiledelser udtalt flere gange. Det er også af denne grund vigtigt, at vi i Danmark forholder os til, hvordan EU udvikles på forsvarsområdet.
Vi har meget svært ved at forstå den tankegang, der præger EU. Vi kunne forstå, hvis EU havde lagt op til global nedrustning og afvikling af europæiske atomvåben. Men det er desværre ikke det, der præger EU. Til gengæld er det meget åbenlyst, at EU-kommissionen mener, at våbenindustrien er vigtig af økonomiske og sikkerhedspolitiske grunde.
EU-kommissionen forholder sig imidlertid ikke til, at EU’s militære udvikling binder ressourcer, der kunne være brugt til noget bedre, og samtidig er til skade for verden – og dermed også til skade for EU på længere sigt. Frankrig har f. eks. i en årrække solgt våben til Syriens regime.
Våben, som syriske soldater bruger mod den syriske befolkning i borgerkrigen.

DESVÆRRE er Syrien ikke et enestående eksempel på skadelig våbenhandel fra EU. Mange EU-våben er gennem tiderne endt i hænderne på udemokratiske regimer, der vedvarende har brudt menneskerettighederne.
Det kan ikke på nogen måde være i EU-landenes langsigtede interesser, at våben fra EU bruges mod civilbefolkninger i mange af verdens brændpunkter.
Samtidig er det helt ubegribeligt, når der virkelig er mange andre områder, der trænger til støtte og politisk fokus, og hvor det uomtvisteligt vil være til gavn at gøre en indsats. Det gælder ikke mindst på miljøområdet, de globale udfordringer med fattigdom eller på det sociale område i Europa.
Den økonomiske nedtur rammer mange europæere direkte, og alarmklokkerne burde ringe, når lande har en arbejdsløshed på over 25 procent og ungdomsarbejdsløshed over 50 procent, som tilfældet er i både Grækenland og Spanien. Der er faktisk stor risiko for omfattende social uro i flere af de kriseramte eurolande, og det kan godt være, at EU-kommissionen mener, at en styrkelse af EU’s våbenindustri skal ses som en støtte til de kriseramte eurolande.
Men det ville give langt større mening, hvis de kriseramte eurolande f. eks. fik støtte til produktion af vedvarende energi eller støtte til de basale institutioner inden for sundheds- og uddannelsesområdet.
Vi mener, at EU’s støtte til våbenindustrien er gået alt for langt, og at det er en sørgelig udvikling, at EU-topmødet 19. og 20. december skal bruges til at cementere unionens støtte til en skadelig våbenindustri og våbenhandel. EU’s finanskrise hverken kan eller skal løses ved at styrke EU’s våbenindustri og EU’s våbenhandel.
Udsatte mennesker i andre lande skal ikke betale en dyr pris for, at EU kan tjene penge og komme ud af en krise, der i høj grad hænger sammen med euroen og dens forøgelse af økonomisk og social ulighed i eurozonen.
Vi opfordrer regeringen til i klar tale at vende sig imod denne udvikling i EU. I stedet for at støtte våbenindustrien burde regeringen kræve, at der foretages en officiel kulegravning af EU’s store våbenindustris handel med våben de seneste ti år – således at vi som borgere kan få et klart og uomtvisteligt kendskab til, hvilke regimer der har købt deres våben i unionen.
Vi kunne også tænke os, at regeringen tog initiativ til, at de europæiske lande stopper al våbenhandel med diktaturstater og lande, der vedvarende bryder menneskerettighederne, og at der sættes fokus på global nedrustning.
Der er simpelthen brug for nytænkning blandt de europæiske magthavere.
Den danske forsvarsundtagelse i EU giver os frihed til at gå andre veje. Det er på tide, at regeringen bruger den mere visionært, også til at forsøge at påvirke de andre EU-lande.

Lave K. Broch er kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, og Bjørn Elmquist er advokat og tidligere MF