Slutspurt om bankunionen
Så forhandles der ellers i EU. Det handler om det nyeste skud på stammen: mere magt til EU. Og denne gang skal det altså være magten over bankerne.
Problemet man prøver at løse er ellers reelt nok: hvordan sikrer det demokratiske samfund bedst, at bankerne ikke hiver vores økonomier ned i den rene elendighed. Det drejer sig om at prøve at sikre, at bankerne ikke bare låner hovedkuls ud til useriøse projekter.
Men løsninger? Ja, det er såmænd bare at overlade magten til EU. Det drejer sig om at lade Den Europæske Centralbank og EU-kommissionen overtage tilsynet med bankerne, og lade dem være afgørende i forhold til om en bank ikke overholder reglerne.
Derudover ønsker man at hæfte for bankerne samlet. Dette er også kardinalpunktet, som de skændes om i disse dage: hvem præcist skal betale, hvis en bank krakker?
Personligt ser jeg absolut ingen grund til, at man ikke skal stramme tilsynet med bankerne. Men jeg har til gengæld virkelig svært ved at se, hvad vi vinder ved at overlade dén magt til EU. Det betyder jo trods alt, at vi også mister retten til at definere, hvilke krav der skal gælde.
Den anden del er egentlig ret interessant: hvem skal betale, hvis en bank alligevel krakker. Her bliver det fremhævet, at det vil være en fordel at være med, hvis vi på den måde kan sikre os, at nogle andre skal være med til at betale, hvis f.eks. Danske Bank går ned. Men helt ærligt, er det ikke temmelig uambitiøst? Og derudover hører jo også, at vi dermed også skal være med til at betale, hvis f.eks. Deutsche Bank går ned… Det kunne alligevel gå hen og blive en temmelig stor regning.
En anden tilgang kunne jo også være at sige, at vi f.eks. ønsker en bankstruktur, hvor det ikke lægger hele samfundet ned, hvis en bank går ned. Det kunne man gøre ved at dele bankerne op, så man f.eks. har afdelingen for privatkunder som én bank og en investeringsdel som én bank (og evt flere opdelinger). Dermed kunne man helt konkret gå ind og minimere risikoen for at de almindelige privatkunder bliver ramt, og derudover begrænse samfundets tab.
Derudover kunne man naturligvis supplere op med andre krav til investeringsbanker, igen for at begrænse risikoen.
Alt det her ville naturligvis kræve politikere – lige nu i Folketing – som ville turde tage lidt mere fat på diskussionen med bankerne. For naturligvis vil der være protester fra nogle.
Problemet ved at overlade det til EU er, at de politikere, som vi kan stille til ansvar, overlader ansvaret til nogle andre, og så bliver spørgsmålet om bankernes indretning skudt til hjørne. Det kan vi ikke være tjent med.
Den danske regering har ikke besluttet, om de ønsker at Danmark skal gå med endnu. Det kommer først til at ske, når man er færdig med at forhandle om, hvem der skal betale regning. Herfra skal lyde en opfordring: sig nej til at gå med og tag i stedet en seriøst diskussion om, hvorvidt vores banksystem virkelig er så smart.
