EU gør klar til ny konkurrenceevne-pagt
EU har igennem de sidste par år arbejdet hårdt for at få medlemsstaterne til at føre nedskæringspolitik.
Hertil har EU indført en årlig cyklus for økonomisk styring kaldet ‘Det Europæiske Semester’. Medlemsstaterne får her anbefalinger om økonomi og strukturreformer, som skal føre nedskæringspolitikken ud i livet.
Men medlemsstaterne har ifølge EU ikke levet godt nok op til anbefalingerne.
Det vil EU nu forsøge at rette op på ved at lave kontrakter med medlemsstaterne. Kontrakterne skal være ‘forebyggende’ frem for ‘korrigerende’ .
Kontrakterne vil som minimum komme til at indeholde to ting.
For det første mangler medlemsstaterne ifølge EU incitament til at opfylde anbefalinger.
Dermed skal en pulje af penge bruges til at belønne landene, som opfylder kontrakten, økonomisk. Omvendt skal de lande, som ikke opfylder dem, straffes med bøde.
Det andet punkt handler om indholdet af kontrakten eller de såkaldte anbefalinger. De strukturelle reformer sigter mod mere “virksomheds-venlig” lovgivning.
Det betyder med andre ord en svækkelse arbejderrettigheder, et pres på lønninger, og alt lige fra svækket miljøkrav til svagere regler for bankregulering over til privatisering.
Disse kontrakter er blevet mødt med voldsom kritik for at ramme medlemsstaterne skævt. Kritikken går på, at de lande, som allerede er hårdest ramt, bliver straffet i endnu højere grad.
Eksempelvis er gælden i de kriseramte lande tordnende høj og mange steder stigende som følge af krisen og nedskæringspolitikken. Dermed vil de kriseramte lande få bøder for ikke at overholde kontraktens principper og blive straffet dobbelt.
En anden kritik går på, at kontrakterne er det næste skridt på vejen mod en decideret eurostat, hvor den økonomiske politik bliver bestemt fra EU.
Debatten om konkurrenceevne-pagten forventes at blive taget op på topmødet til december, som også kommer til at omhandle militær.