Mens vi taler om lakridspiber
I sidste uge eksploderede en historie om lakridspiber – først med vilde protester over, at EU vil forbyde lakridspiber, og dernæst et hylekor, der helt bestemt mente, at det slet ikke var EU, men kun nogen i EU – og at det i øvrigt slet ikke var besluttet endnu.
Lakridspibesagen viser, at EU har for store beføjelser
Sagen i sig selv er efterhånden godt belyst. Det er et udvalg under EU-parlamentet, som har behandlet og vedtaget et ændringsforslag, der umiddelbart lyder til at forbyde også lakridspiber. Dermed er det selvfølgeligt ikke endeligt vedtaget endnu, men det er dog trods alt et forslag, der er vedtaget med stort flertal i et parlament-udvalg.
Uanset udfaldet synes jeg nu, der er flere interessante ting at bide mærke i.
For det første: Politikere, journalister og befolkningen som sådan synes ikke, at det er svært at forestille sig, at EU faktisk vil forbyde lakridspiber. De synes, det er dumt, men de sætter ikke spørgsmålstegn ved historien.
Dét siger da noget om opfattelsen af EU!
For det andet: Et flertal i sundhedsudvalget i EU-parlamentet mener i ramme alvor, at det må være deres opgave at bestemme, at lakridspiber skal være forbudt!
For det tredje: EU har alt for store beføjelser, når det overhovedet kan komme på tale. I hvilken verden giver det mening, at EU skal sidde og detaljebestemme sådan noget? Hvad blev der af, at EU skal tage sig af grænseoverskridende problemer?
For det fjerde, og det synes jeg egentlig er det værste: Regeringen i Danmark har præsenteret en meget stram finanslov, der gør ganske lidt for at skabe arbejdspladser – blandt andet fordi den er så ivrig efter at leve op til EU’s økonomiske krav (bl.a. via finanspragten og den deraf følgende budgetlov).
Dét har desværre ikke været genstand for de store diskussioner, hvilket måske udtrykker en vis grad af apati i befolkningen, men måske den voldsomme reaktion på lakridspiberne også skyldes en oparbejdet frustration mod EU i sin helhed?
Og som en fortsættelse af nummer fire: Indtil videre er der faldet flere domme hos EU-domstolen bare i år, som kommer til at have store konsekvenser for vores velfærdssamfund (her tænker jeg især på dommene vedrørende SU og børnecheck), og derudover har EU-kommissionen netop kastet sin opmærksomhed på vores dagpengesystem.
Kan vores velfærdssamfund overleve EU?
Det sidste med en konstatering af, at optjeningskravet skal inkludere arbejde i andre lande, hvorved man må frygte, at vi fremover ikke kan kræve, at man faktisk har arbejdet i Danmark (og betalt dansk skat), inden man får dagpenge, men derimod blot i et EU-land.
Med andre ord: Vi trænger virkelig til at få taget diskussionen, kan vores velfærdssamfund overleve EU?
Efter at vi med lakridspibehistorien har kunnet konstatere, at EU har for store beføjelser, så kunne det være dejligt, hvis vi kan vende tilbage til dette – i hvert tilfælde i mine øjne – ekstremt vigtige spørgsmål: Kan velfærdssamfundet overleve EU, eller skal vi tage konsekvensen og droppe medlemskabet?
