Ingen bekymring over EU-parlamentsvalget
I forbindelse med Enhedslistens debat om EU-parlamentsvalget, har der i pressen været forlydender om, at Folkebevægelsen mod EU skulle stå overfor at dø. Heldigvis ser det bedre ud end som så:
– Vi har medlemsfremgang, en bedre økonomi end vi har haft i 20 år, og vi møder konstant opbakning i befolkningen, udtaler talsperson for Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari, og fortsætter:
– Derfor ser vi ingen grund til at være bange for valget.
– I debatten er der fremkommet flere uheldige fordomme, og det er således nødvendigt at slå to ting fast. For det første, så har vi i Folkebevægelsen mod EU ikke nogen holdning til, hvad Enhedslisten skal gøre. Det ville være helt mærkeligt, hvis vi begyndte at blande os i et parties interne diskussioner, fortæller Rina Ronja Kari, og understreger samtidig:
– Når det kommer til spørgsmålet om valgforbund er det til gengæld et fælles spørgsmål, og der må vi bare sige, at i Folkebevægelsen mod EU, så er det sådan, at vi holder landsmøde i slutningen af oktober, og først her tager vi bestik af situationen og overvejer, om vi ønsker at indgå i valgforbund med nogle af de andre opstillede. Derfor kan man altså hverken antage at vi vil, eller ikke vil, indgå i valgforbund, hvis Enhedslisten vælger at stille op.
– Det vigtigste er dog, at Folkebevægelsen mod EU repræsenterer den brede og klare EU-modstand, og det gør vi med udgangspunkt i et solidarisk fokus forankret i den skandinaviske velfærdsmodel og med et ønske om mange slags internationale samarbejder med respekt for forskelligheder, siger Rina Ronja Kari.
Læs i øvrigt:
* Rina Ronja Karis blog på Altinget.dk “Krisen kradser og EU-,modstanden står stærkt” – klik her!
* MEP Søren Søndergaards blog “Den, der lyves død, lever længe” klik her!
* Politiken 26/3: “Enhedslisten presser Folkebevægelsen mod EU” – klik her!
* Jp.dk 29/3: “Folkebevægelse frygter ikke enegang” – klik her!