Stigende opbakning til retsundtagelsen
I midten af januar fastslog EU-ordførerne for to af regeringspartierne, Rasmus Helveg Petersen (R) og Lisbeth Bech Poulsen (SF), at der kommer folkeafstemning om to af de danske EU-undtagelser – den retlige og den militære – i den nuværende regeringsperiode, sådan som der står i regeringsgrundlaget. Men det tegner ikke til at blive helt nemt at afskaffe dem.
I dag offentliggør Altinget.dk en meningsmåling foretaget i slutning af januar af A&B Analyse, som viser stigende opbakning til retsundtagelse. I maj sidste år ville 36 pct. af danskerne beholde den. Nu vil 41 pct. bevare den.
I maj sidste år ville 44 pct. have den helt afskaffet eller delvist (erstattet af en tilvalgsordning, sådan som regeringen lægger op til). Nu vil 42,1 pct. have den helt eller delvist afskaffet.
Opbakningen til undtagelsem er stærkest blandt de vælgere, som ønsker Lars Løkke Rasmussen tilbage i statsministerstolen. Her vil 42 pct. bevare den, mens 39 pct. vil helt eller delvist afskaffe den. Blandt dem der fortsat ønsker Helle Thorning-Schmidt i stolen, vil 49 pct. helt eller delvist afskaffe den, mens 36 pct. vil bevare den.
I december sidste år offentliggjorde Altinget.dk en måling, hvor tilslutningen til den militære undtagelse var vokset fra 36 pct. i juni til 46 pct. i december. Andelen der ønsker denne undtagelse afskaffet var faldet fra 40 pct. i juni til 35 pct. i december.
Læs mere hos Altinget.dk – klik her!