Barroso: Eurokrisen er overstået
EUs kommissionsformand José Manuel Barroso afblæste i går eurokrisen i en tale i Portugals hovedstad Lissabon:
”Jeg tror, at vi kan sige, at truslen mod euroen eksistens ikke længere eksisterer. I 2013 er det ikke et spørgsmål om euroen vil bestå eller ikke bestå”, lød de optimistiske toner fra Barroso ifølge den engelske avis The Guardian.
Udtalelsen står imidlertid i kontrast til, hvad Tysklands forbundskansler Angela Merkel udtalte på tv i sidste uge, hvor hun konstaterede, at euroen står overfor endnu 12 måneders krise.
Den internationale investeringsbank Morgan Stanley øverste økonomiske analytiker Elga Bartsch, som også sidder i det såkaldte ”shadow council” for EUs centralbank ECB, er heller ikke helt så optimistisk som Barroso:
”Eurokrisen ser ud til at holdes i skak lige nu. Men vi mener ikke, at krisen er løst for altid”, udtaler hun ifølge Berlingskes nyhedsbureau.