EU vil skjule bankchefers løn
Nye regler i EU kan betyde, at bankdirektører i fremtiden kan holde det hemmeligt, hvor mange penge de får i løn.
I Danmark har direktørerne ellers skulle oplyse om deres lønforhold siden 2011, men den gennemsigtighed kan nu snart være historie.
Nye regler
For tiden diskuteres emnet i Bruxelles, og som tingene ser ud nu, vil pengeinstitutter i fremtiden kun skulle oplyse om den samlede lønsum til direktionen og bestyrelsen.
Rundt omkring i de europæiske lande er reglerne forskellige, men de skal , ifølge EU, nu være ens.
Det er underdirektør i Finansrådet, Susanne Dolberg, godt tilfreds med.
– Det afgørende er, at reglerne harmoniseres. I dag er der vildt forskellige regler på dette område i alle EU-lande. Det er et problem med de mange nationale særregler, og hele formålet med de nye bestemmelser er da også at gøre reglerne mere ens, siger hun.
Vestager siger nej
Den danske økonomiminister, Margrethe Vestager (R), er dog ikke tilfreds med, at danske bankdirektører nu igen skal have lov at skjule sine lønninger.
– Sådan som det ligger nu, vil der ikke længere være mulighed for at kræve offentlighed om bankdirektørernes løn. Derfor stiller vi nu krav om, at der skal være offentlighed om lønninger, så man eksempelvis på generalforsamlingen kan stille spørgsmål til dem. Åbenheden er med til at give tillid til den finansielle sektor, siger hun.
Når pengeinstitutterne ikke længere skal oplyse som bankdirektørernes løn, skyldes det konsekvensen af de nye regler om kapitalkrav. De såkaldte CRD-4 og CRR-regler.
Tirsdag mødes EU’s finans- og økonomiministre i Bruxelles, og her vil Margrethe Vestager tale for åbenhed.
– Det vil virke vildt underligt, hvis der ikke skal være åbenhed om det her. I Danmark har vi taget en række skridt fremad i forhold til åbenhed. Vi kan ikke træde et skridt tilbage i retning af lukkethed for en sektor, der er så central for vækst og finansiering af vores virksomheder, siger hun.