EU: Unge ufaglærte rammes hårdt
Hver fjerde unge ufaglærte i EU står uden job.
Det skriver Jyllands-Posten i dag.
Den økonomiske krise har nemlig ramt de ufaglærte hårdt, og specielt de unge.
Voldsomme tal
Hvor ledigheden i EU generelt er på godt 10 procent, har de ufaglærte en arbejdsløshed på hele 18 procent, og det får dansk professor til at slå alarm.
– Det er som regel de unge og de ufaglærte, der rammes i en krise, så i det lys er denne krise normal. Men normalt kommer de arbejdsløse hurtigt i job igen. Det gør de ikke i denne krise, som dermed er meget alvorlig, siger Michael Svarer, professor ved Aarhus Universitet til Jyllands-Posten.
Svært at komme tilbage
Professoren frygter, at mange af de unge og ufaglærte ender i en permanent arbejdsløshed, fordi det kun bliver mere svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet som tiden går.
Med et stigende antal langtidsledige i Europa opstår også en trussel mod den europæiske økonomi, og derfor skal de unge uddannes, siger Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
– Virksomhederne i de europæiske lande har brug for stadigt mere specialiseret arbejdskraft, mens de ufaglærte job rykker til lavtlønslande. Derfor kommer de unge ikke med på vognen igen, hvis man ikke ofrer nogle penge på at uddanne dem, siger han.
Kan også ramme Danmark
Foreløbig er Danmark ikke ramt så hårdt som andre lande i EU, men hvis ikke problemet løses, vil det ramme EU’s økonomi og dermed også Danmark.
– Der er risiko for, at den finanspolitiske konsolidering i mange lande yderligere vil klemme de ressourcer, som er til rådighed for aktive arbejdsmarkedpolitikker. Men det kan være uklogt at beskære de programmer, da det kan forværre vanskelige arbejdsmarkedsforhold og bringe den langsigtede vækst i fare, skriver OECD i sin seneste arbejdsmarkedsrapport.