EU’s landbrugspolitik er skyld i sultkatastrofe

POLITIKEN.DK: [uddrag ] EU er voksende optaget af sikkerhed i Sahel. I 2011 formulerede EU en Sahel-strategi for udvikling og sikkerhed i regionen. Det var en reaktion på al-Qaedas stigende fodfæste i området. Strategien taler om fattigdom og marginalisering som de underliggende årsager til øget islamistisk terror i Sahel, og at unge mænd rekrutteres på grund af manglende alternative beskæftigelsesmuligheder.

Strategien gør sikkerhed i Sahel til et europæisk anliggende og skriver: »En mere nylig prioritet er at forebygge al-Qaeda-angreb i Sahel og netværkets potentiale til at udføre angreb i Europa (”¦) at beskytte økonomiske interesser og skabe basis for handel og europæiske investeringer. Forbedret sikkerhed i Sahel har en klar og direkte effekt på beskyttelsen af europæiske statsborgere og europæiske interesser samt på EU’s interne sikkerhed. Det er derfor vigtigt at sikre og styrke sammenhængen mellem EU’s interne og eksterne sikkerhed«.

Nøglen til fred ligger i de enorme nordlige områder, hvor terrornetværkerne har fået fodfæste. Freden kan ikke kun vindes militært, den skal også vindes gennem bedre levevilkår. Og det er her, noget så fjernt som EU’s landbrugspolitik pludselig får betydning for sikkerheden i de tørre egne af det vestlige Sahel. Har man fulgt de seneste diskussioner under det danske EU-formandskab, skulle man ellers tro, at reformen af den fælles landsbrugspolitik kun er et internt anliggende.

Fødevareminister Mette Gjerskov har siddet for bordenden under forhandlingerne, som har haft stærke paralleller til deling af fredagskage i børnehaven. De nye medlemslande klager over, at de får mindre støtte end de gamle. Holland klager over, at kravet om braklægning af syv procent af jorden (de såkaldte miljøzoner) koster et lille land dyrt.

Men reformen har imidlertid effekter, som rækker langt ud over Europa. Når vi skruer op eller ned for støttekronerne i vores del af verden, giver det ændrede produktionsvilkår for bønder globalt. Forskellen er, at de andre bønder ikke sidder med ved forhandlingsbordet. EU’s landbrugsstøtte giver dem både mere usikre produktionsvilkår og frarøver dem nogle af de investeringer, som kunne være med til at fremme freden i det usikre Sahel.

CARE Danmark samarbejder med 400.000 små mælkeproducenter i Vestafrika. De lever i de dele af Sahel, som er præget af usikkerhed, og hvor 18 millioner lige nu er ramt af akut sult. Et sted, hvor 300.000 børn hvert år dør af fejlernæring. Hovedårsagen er, at de ikke har penge til at købe mad. Salg af en liter mælk kan give tre kroner. Der skal ikke mange liter til at brødføde en hel familie. Alligevel smider bønderne mælken i floderne i regntiden, når produktionen topper. Der er ingen kølemuligheder ”“ og ingen udsigt til, at det kommer.

Landet bliver nemlig med jævne mellemrum oversvømmet af billig pulvermælk produceret med støttekroner i EU og Latinamerika, som gør det svært for staten at opbygge en lokal konkurrencedygtig mælkeproduktion.

Læs hele kronikken hos Politiken – klik her!
Læs om CAREs indsats imod sultkatastrofen – klik her!