Offentligheden sejrer over ACTA
I dag afviste et flertal af EU-parlamentet at godkende den internationale aftale om bekæmpelse af forfalskning, Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA). 478 stemte imod ACTA og 39 for, mens 165 undlod at stemme.
Dermed fulgte flertallet indstillingen fra de fem parlamentsudvalg, som har behandlet traktaten. Et sidste øjebliks afværgerdagsorden fra den konservative EPP-gruppe om at udskyde afstemningen for at afvente en afgørelse fra EU-domstolen blev afvist.
Parlamentets afgørelse i sagen er vigtig fordi det skulle have ratificeret aftalen på vegne af hele EU. Afvisningen af aftalen betyder ikke kun, at aftalen falder til jorden i EU, men vil også kunne blokere ratificeringsprocessen i de øvrige lande, som er en del aftalen.
Siden EU underskrev aftalen i januar har der overalt i EU været en massiv offentlig modstand mod aftalens ratificering. Alene i denne uge har Søren Søndergaard modtaget op mod 1.000 henvendelser om dagen fra borgere i EU, som er imod aftalen.
Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, siger:
– EU-parlamentets afvisning af ACTA er godt nyt for alle, som ønsker at forsvare ytringsfriheden på internettet og muligheden for billig medicin til alvorligt syge i den tredje verden.
– Afvisningen af ACTA skyldes først og fremmest offentlighedens indsats. Flertallet i de store grupper, som for eksempel socialdemokraterne og de liberale, var i begyndelsen positive overfor aftalen. Men på grund af de massive protester fra almindelige borgere og civilsamfundsorganisationer ændrede grupperne deres holdning.
”“ At ACTA nu falder til jorden er det mest positive, der er sket under det danske EU-formandskab. Men det skyldes på ingen måde regeringens indsats. Tværtimod har særligt handelsminister Pia Olsen Dyhr og europaminister Nikolai Wammen argumenteret passioneret for aftalens vedtagelse – helt i tråd med de multinationale selskabers interesser. Afvisningen er også sket på trods af, at de konservative i EU-parlamentet, i samarbejde med Kommissionen, i sidste øjeblik forsøgte at udskyde afstemningen for at lade EU-domstolen afgøre sagen.
– Netop fordi de multinationale selskaber har store interesser i ACTA, så vil de helt sikkert forsøge at komme igen efter dette tilbageslag. Derfor er det vigtigt at offentligheden igen er klar til at gå på barrikaderne, når Kommissionen inden længe vil forsøge sig med et nyt udspil.
Søren Søndergaard kan kontaktes på (0045) 40 45 38 49.