EU under af/udvikling

Bloggen er bragt på Modkraft.dk

Verden er foranderlig. Det er jo ganske simpelt, og derfor er det på sin vis også intetsigende at skrive det; verden ”“ og EU ”“ er under konstant forandring. Når det alligevel får plads til at fylde en blog, så skyldes det dette her: Den udvikling EU lige nu er inde i betyder, at vi om ganske få år kommer til at stå med et så radikalt forandret EU, at det ligeså godt kunne hedde noget andet.
Og vores (dvs. såvel Danmarks, som EU-modstanderes) placering i forhold til dette nye, vil komme til debat, og må gentænkes på rigtig mange måder.

Hvornår startede udviklingen? Eller måske mere rigtigt, hvad har været med til at skubbe til den? Svaret er helt oplagt krisen ”“ eller kriserne (økonomiske, finansielle og gældskriser) ”“ men man kunne også sige, at svaret skal findes tilbage i oprettelsen af Euroen. Euroen har betydet meget for samarbejdet, men noget tyder på, at det kun er begyndelsen.

Grækenland og Spanien er lige nu de lande, der står med tydeligste problemer ”“ og konsekvenser af Euroen ”“ men mange andre lande kæmper med samme problemer. Det handler om arbejdsløshed, nedskæringer, sociale problemer, og man kunne blive ved. Problemerne skyldes en blanding af Euroen, dårlig regeringsførelse og at bankerne har handlet sindssygt uansvarligt, og bagefter har forventet at regeringerne holder hånden under dem. Det lån som Spanien lige har optaget er f.eks. optaget for at kunne give lån videre til spanske banker og altså ikke til at dække Spaniens eget forbrug (til f.eks. løn, sociale ydelser mv.). Imens eksploderer arbejdsløsheden, og i Spanien går over hver 2. ung arbejdsløs. Også Italien og Cypern har særdeles store vanskeligheder ”“ og igen hænger problemerne især sammen med, at bankerne får problemer og skal reddes.

Problemet med Euroen er egentlig logisk nok; når man samler en række lande, med meget forskellige økonomier, i én og samme møntunion, så vil man med tiden være nødt til at samkøre økonomierne. De store indre spændinger kan ikke bare ignoreres (i hvert tilfælde ikke, når der først kommer pres på økonomien). Samtidig har bankerne fået lov til at køre derud af, uden særlig meget kontrol eller ansvarsfastholdelse.

Løsningen er mindre simpel; man kan naturligvis vælge at nogle af landene skal træde ud af Euroen eller man kan vælge at tage konsekvensen, og så faktisk samkører økonomierne.
Der er ingen tvivl om, at EU vælger det sidste. Det er sket over de sidste 1½ år, hvor vi har set adskillige tiltag: europluspagt, six-pact, finanspagt og hvad det ellers hedder. Det nyeste skud på stammen er Finansunionen, som EU-lederne skal diskutere i næste uge.
Hvor Finanspagten især handler om rammerne for finanslovene ”“ den bestemmer især, hvor stort underskuddet må være, så fokuserede Europluspagten lige så meget på indholdet, med fokus på lavere offentlige lønninger (fordi høje offentlige lønninger tilskynder til høje private lønninger), højere pensionsalder, privatiseringer mv.

Finansunionen samler så at sige op på det hele; der er lagt op til en større ændring, hvor man vitterlig får samlet økonomierne, og får etableret en økonomisk regering, der i endnu højere grad end i dag holder styr på landenes økonomier. Der er lagt op til så store ændringer, at det sikkert kommer til at kræve traktatændringer, og dermed bliver det en længere proces. Nogle diskuterer f.eks. muligheden for at have et Euro-parlament, som kan fungerer lidt som en pendant til EU-parlamentet ”“ men blot for Euro-området.

Det åbner op for nogle vilde magtkampe, og det er derfor vanskeligt at se hvor det præcist ender. Vil EU-parlamentet f.eks. acceptere et Euro-parlament eller vil man frygte at miste indflydelse? Men en ting er sikkert; hvis der bliver etableret en finansunion indenfor eller i forlængelse af EU, så kommer vi virkelig til at se et EU i to hastigheder. Der er ingen tvivl om, at det ikke bliver samtlige EU-lande, der går med ”“ som minimum Storbritannien og Sverige er oplagte til at holde sig uden for. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor Danmark kommer til at stå?

Hvis der oprettes en union i unionen, som har et stærkt samarbejde (eller skal vi kalde det statsdannelse), så vil det være oplagt, hvis det forstærkede samarbejde vil inddrage langsomt flere politikområder ”“ i første omgang ting relateret til økonomien, men det kan jo betyde ganske meget. Derfor vil der også være områder, hvor de andre EU-lande vil stå uden for, og vil blive sat af i et eller andet omfang.
Det er i mine øjne uundgåeligt, men spørgsmålet er hvad så? Hvad vil det betyde, ikke bare for EU-systemet, men også for de mange mennesker, der bliver inkluderet? Og hvor vil vi gerne stå?

Spørgsmålene er mange, og jeg håber, at vi over det næste lange stykke tid får en god debat om det i Danmark. Det ville være utrolig kedeligt, hvis vi ender med at gå med i endnu et projekt, uden at befolkningen bliver taget i ed og uden en egentlig diskussion om indholdet ”“ noget der i høj grad manglede da Folketinget vedtog Finanspagten for nylig.

Syns iøvrigt godt om Talsperson Rina Ronja Kari her på Facebook.