Nyt græsk valg i juni
Den græske præsident Karolos Papoulias har meddelt, at der bliver nyt valg til landets parlament i juni – formentlig søndag den 17. juni.
Valget den 6. maj gav de to tidligere regeringspartier – det borgerlige Nyt Demokrati og det socialdemokratiske PASOK – så stor tilbagegang, at de ikke kunne danne regering. De to partier står bag aftalerne med EU og IMF om omfattende nedskæringer, lønnedgange og fyringer.
Til gengæld betød valget markant fremgang til partier, der kritiserer aftalerne. Ikke mindste venstrefløjspartiet Syriza, som blev landets næststørste. Men det er ikke lykkedes for nogen partier, at samle mandater nok til en regeringsdannelse.
Meningsmålinger viser, at Syriza står til yderligere fremgang ved valget i juni. Det fik 16,8 pct. ved valget i maj og står nu til omkring 20 pct., hvilket vil gøre dem til det største parti. Men det er dog tvivlsomt om det er nok til, at partiet kan danne regering alene.