EU hyrer sikkerhedsfirma uden national arbejdstilladelse
Det britiske firma G4S er blevet hyret af EU’s udenrigstjeneste som sikkerhedsvagter, og til at opbygge sikkerhedsforanstaltninger for EU’s delegationer i Tripoli og Benghazi, i Libyen.
Problematikken ligger i, at G4S ikke har fået tilladelse fra det internationalt anerkendte libyske overgangsråd til at arbejde i Libyen.
Talspersonen for EU’s udenrigstjeneste, Michael Mann, ser ikke problemstillingen. ”Ud fra de informationer vi har indsamlet i Libyen, primært gennem vores delegationer, er der ingen betingelser for at få en ’ikke-indsigelse’ før tildelingen af en kontrakt til en virksomhed. Der er ingen lov i Libyen som regulerer driften af udenlandske sikkerhedsfirmaer.”
Det libyske overgangsråd er ikke af samme holdning. Mohamed Farhat har fortalt euobserver.com at EU’s udenrigstjeneste har bedt ham skaffe en tilladelse til at G4S kan arbejde i Libyen. Han fortalte, at myndighederne i Tripoli undersøger forespørgselen, men endnu ikke har bestemt sig.
”Den libyske regering er den, der siger ’ja’ eller ’nej’, hvis der skal være et sikkerhedsfirma til at udbyde sikkerhedstjenester,” udtalte Mohamed Farhat.
G4S er verdens største sikkerhedsvirksomhed og opererer i over 120 lande, og blandt andet er danske Falck en del af koncernen. Kontrakten med G4S lyder på omkring 75 millioner kroner og har en varighed på 4 år.