Opgør med EU er nødvendigt

Igennem tiden har EU udviklet sig i store spring, ofte foranlediget af en krise. Disse spring har ret meget karakter af, at det var svært at forudsige, hvordan det ville se ud på den anden side, men mange har deltaget i debatten alligevel.
Et træk, som har været ret entydigt, er, at når EU har udviklet sig, er det sket i retning mod mere union og mere centralisering, og det efterlader et kæmpe demokratisk problem, som man ikke kan finde ud af at tage hånd om.

Borgerne har ingen indflydelse
Grundlæggende har vi et demokratisk problem i EU, som der ofte bliver snakket om, men aldrig gjort noget ved. Problemet består egentlig af mange delproblemer.
For det første tages beslutningerne alt for langt væk fra befolkningen. Det er således mere end almindeligt svært at få indflydelse på beslutningerne. Og her snakker vi altså om beslutninger, som berører os ret direkte, et eksempel er, om der må være kræftfremkaldende stoffer i økologiske pølser (det siger EU, at der gerne må være – endda uden at kræve mærkning).
Et andet eksempel er spørgsmålet om dyretransport, miljøbeskyttelse osv. EU påvirker på alle måder vores liv og verden, men vi har næsten ingen indflydelse på beslutningerne.
Uanset hvilke kriser EU står i, så mener jeg, at det vender tilbage til dette spørgsmål: Hvem skal bestemme, og hvor meget indflydelse skal vi som borgere have?

Decentralisering er løsningen
Og problemet er ikke til at løse inden for EU som system, det ligger nemlig helt grundlæggende i EU, at man vil centralisere beslutningerne. Men når man centraliserer, ja så flytter man beslutningerne længere væk fra befolkningen.
Løsningen er i mine øjne, at vi holder op med at centralisere og i stedet begynder at decentralisere, at flytte beslutningerne så tæt på befolkningen som muligt – men det kræver, at vi er klar til at lave et helt grundlæggende brud med EU. Det kan ikke løses igennem små symbolske tiltag, det kan kun løses ved at lave radikale ændringer.

Et symbolsk tiltag
Et af de symbolske tiltag, der er taget, men som ikke batter noget som helst, er det såkaldte “borgerinitiativ”. Her har man lavet et system, så hvis man samler 1. mio. underskrifter, så kan man bede EU-kommissionen om at tage et emne op.
Men selv om det lyder sympatisk, så skal man huske, at djævlen ligger i detaljen, og her har man virkelig forsøgt at gøre det besværligt. For det første er der en række krav om, hvordan og hvor hurtigt underskrifterne skal indsamles, men selv hvis det lykkes, så er det eneste, man kan kræve, at EU-Kommissionen overvejer et givent område.
Og endelig, så står det helt klart i traktaten, at forslagene skal handle om, at man mener, EU skal bestemme noget mere. Man kan altså ikke stille forslag om at sløjfe finanspagten eller at rulle magten tilbage til f.eks. de nationale parlamenter.
Dermed understreger EU jo selv, at når man forsøger at gøre noget for demokratiet, ja så bliver det små tiltag, der ikke nytter på den store bane, og derfor er et egentligt opgør med EU nødvendigt, hvis vi ønsker, at befolkningen får reel indflydelse.
Om det vil være den vej, udviklingen i EU vil gå, er tvivlsomt, men presset fra folket vokser, og så er der jo håb for et andet Europa.