Debat i EU-parlamentet om ny pagt
Tirsdag morgen var EU-præsident Herman van Rompuy, EU-Kommissionsformand José Manuel Barosso og parlamentsformand Jerzy Buzek i EU-parlamentet og redegjorde for resultaternes af sidste uges EU-topmøde, hvorpå der var debat om den nye pagt frem til kl. 12.00.
Blandt de danske EU-parlamentarikere er der delte meninger om konsekvenserne af pagten. Folkebevægelsens Søren Søndergaard mener, den betyder endnu mere centralisering af magten i EU og at den i yderste konsekvens kan få voldelige følger.
“Efter min mening er konsekvensen, at Europa går et skridt frem mod eksplosion og borgerkrig”, har Søren Søndergaard udtalt til pressen og slået fast, at Folkebevægelsen mod EU er imod dansk deltagelse.
Senere i dag skal den danske regering redegøre for topmøderesultaterne overfor Folketingets Europaudvalg og Udenrigspolitisk Nævn. I Folketinget har Enhedslisten, Liberal Alliance og DF vendte sig imod pagten, mens SF har stillet betingelser for et ja og V og K officielt kræver, at euroundtagelsen ikke bliver krænket.