Obligationsforslag koster selvbestemmelse
EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso og økonomikommisær Olli Rehn præsenterede onssdag EU-Kommissionens længe ventede forslag om euroobligationer (“stabilitetsobligationer”) og mekanismer til overvågning og “stærkere økonomisk styring” af kriseramte lande.
– Kommissionens forslag om euroobligationer og overvågningsmekanismer betyder, at kriseramte eurolande fremover skal styres direkte fra Bruxelles. Det, der præsenteres om som en hjælpende hånd, er i virkeligheden et par håndjern, udtaler Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
– Det er endnu et solidt argument for at fjerne os mest muligt fra euroen og hurtigst muligt bryde med Europluspagten, siger Søren Søndergaard.
Forslaget betyder, at Kommissionen kan kræve eurolandes nationale finanslove ændret. På Barroso og Rehns pressemøde blev der spurgt, om det var legitimt for Kommissionen at gøre det.
“Hvis ikke Kommissionen har, hvem har så? Jeg ser ikke, at andre kan gøre det. Og med al respekt for nationale regeringer: Overvågning kan ikke overlades til medlemslandene. Det er set tidligere, at lande har indgået forskellige aftaler med hinanden for at undgå at leve op til vækst- og stabilitetskravet”, svarede Barroso.
Så vidt vides kom pressemødet ikke ind på, om EUs mangeårige tradition for omfattende rod i regnskaber gør EU kvalificeret til at være overdommer for medlemslandenes nationale regnskaber…
Læs mere hos bl.a.:
EU-Kommissionen – klik her!
EUObserver.com – klik her!