EU vil kunne straffe ikke-eurolande
Alle EU-lande skal overholde de såkaldte konvergenskriterier i vækst- og stabilitetspagten. Det vil sige, at medlemsstaterne hverken må have for meget gæld eller for stort budgetunderskud.
For nylig blev seks lovforslag, også kaldet Sixpacken, vedtaget i EU, som alle har til formål at kontrollere, at medlemsstaternes finanspolitikker lever op til konvergenskriterierne. Dette skal blandt andet ske gennem økonomiske bøder til lande, som ikke efterlever kravene, heriblandt Danmark og en række andre EU-lande.
Problemet er – ifølge EU’s kommissær for regional udvikling, Johannes Hahn – at Sixpacken kun rummer sanktionsmuligheder overfor lande, som er medlem af euroen. Løsningen skal ifølge Kommissionen være, at EU skal kunne tilbageholde midler til de lande, der står uden for euroen, som ikke overholder EU’s budgetkrav.
– Hvis lande igen og igen fejler, må vi have en mulighed for at suspendere deres udbetalinger, siger Johannes Hahn.
De midler, som EU vil tilbageholde, kommer fra EU’s fonde og er eksempelvis landbrugsstøtte, erhvervsstøtte og penge til sociale programmer. Medlemsstaterne, som ikke lever op til konvergenskriterierne, vil ifølge Kommissionens plan efter to advarsler få dele af sine EU-midler suspenderet. Straffen skal iværksættes enstemmigt af de andre medlemsstater, mens straffens størrelse skal fastsættes af Kommissionen.
Emilie Turunen, medlem af EU-Parlamentet for SF, stiller sig kritisk overfor forslaget.
– Straffene bliver tildelt lande, der i forvejen er i økonomiske problemer – og forstærker altså deres vanskeligheder. Dertil kommer, at pengene fra fondene ofte går til den fattigste del af befolkningen. De bliver hermed straffet for deres regeringers uansvarlighed, siger Emilie Turunen til Politiken.
SF’s kritik af forslaget står i kontrast til partiets holdning til Sixpacken. SF’s folketingsgruppe stemte i foråret ja til øget EU-styring af den danske økonomi, og da Sixpacken i sidste uge var til afstemning i EU-Parlamentet, stemte SF for 3 af de 6 lovforslag.
Danmark lever i øjeblikket ikke op til vækst- og stabilitetspagtens konvergenskriterier, og skulle forslaget vise sig at blive virkelighed, vil Danmark derfor potentielt kunne blive straffet.