Europæiske unge kæmper mod EU’s nedskæringer
Den 15. maj startede demonstrationer på Catalunyapladsen i Barcelona, med kravet om “Ægte demokrati nu!”. Den fredelige demonstration blev opløst i fredags, men protesterne er ikke stoppet i andre EU-lande, der er hårdt ramt af krisen. I Frankrig forsøgte en gruppe studerende, uden held at besætte Bastille-pladsen. I Grækenland har 30.000 meldt sig til en facebook-gruppe med navnet “Vrede på Syndagma”, der henviser til den plads i Athen, hvor 10.000 i søndags demonstrerede mod regeringens spareplaner.
Spareplanerne er en konsekvens af de lånevilkår, som Den Internationale Valutafond (IMF), EU og Den Europæiske Centralbank (ECB) har fastsat på de lånepakker, som Irland, Grækenland og Portugal har været nødsaget til at tage imod.
I Grækenland opfordres deltagerne på facebook til at protestere på pladser og torve, for dermed at følge eksemplerne fra Spanien, hvor der var protester i forbindelse med lokalvalgene.
Søndagens demonstration på den Syndagma-plads anklagede den græske regering for at stjæle almindelige borgeres penge: med kampråbene “tyveknægte, tyveknægte” var demonstranternes budskab, at regeringen giver efter for EU og IMF’s økonomiske politik, mens lønninger og pensioner fastfryses eller forringes, skriver Politiken i dag. Den 5. juni er der ydermere indkaldt til en demonstration i alle Europæiske storbyer.
Tildligere Nyt fra EU-Fronten:
Spanien: knippelsuppe til “demonstranter for ægte demokrati” (27.05.11)
Generalstrejke i Grækenland (11.05.11)
Lånepakke fra EU og IMF kan kaste Portugal ud i recession (06.05.11)