EU starter frihandelsforhandlinger med Japan
Trods den omfattende handel, der allerede foregår mellem EU og Japan, henholdsvis verdens største og tredjestørste økonomi, vil Barroso og Japans
premierminister, Naoto Kan, nu have en formel handelsaftale på plads. Som Barroso har givet udtryk, for skal handelsaftalen tage fat om de “egentlige problemstillinger”. I andre handelsaftaler har det betydet omfattende liberaliseringer, der giver EU’s firmaer ubegrænset adgang til nye markeder.
Som Asiens store økonomiske- og politiske spiller på den globale scene, har Japan tidligere undgået liberaliseringer på statslige kerneområder, som eksempelvis offentlige indkøb. Men med EU’s nyligt indgåede frihandelsaftale med Sydkorea, og Japans i øvrigt svækkede økonomiske og geopolitisk rolle i Asien, er Naoto Kan ivrig for at indgå en omfattende aftale med EU. Med øget adgang til EU’s indre marked, vil aftalen give betragtelige muligheder for store japanske firmaer. En frihandelsaftale vil dermed kunne sælges som en politisk succes, uanset de konsekvenser, som de medfølgende liberaliseringer på sigt kan betyde for Japans befolknings adgang til basale ydelser.
Udover de politiske aspekter af aftalen, spiller de nylige katastrofer naturligvis også en rolle: de har svækket Japans økonomi og medført et desperat behov for at afsætte de japanske varer, der produceres.