Grækenland skal oprette privatiserings-kontor
I mandags røbede den græske regeringsleder Papandreou altfavnende privatiseringsplaner for statsejede firmaer, lige fra vand- og telefonselskaber til lufthavne. Planerne kommer som et forsøg på at sikre markedernes tillid til de græske statsobligationer og for at sende et signal til EU’s andre regeringer om, at Grækenland er seriøse med at imødekomme gældssituationen.
Selv om forløbet frem til annonceringen af planerne har været meget lyssky (hvilket adskillige af Papandreous ministre har kritiseret) tyder det på, at Papandreou trods alt ikke går lige så langt, som Jean-Claude Juncker ønsker. Jean-Claude Juncker, der er formand for Eurogruppen, udtalte i lørdags, at Grækenland burde oprette et privatiseringskontor, svarende til det der opstod i det tidligere DDR i kølvandet på murens fald – hvilket dengang medførte massiv arbejdsløshed.
Junckers opfordring til et privatiseringskontor skal sikre en hurtig efterlevelse af regeringens plan om at privatisere statslig ejendom for 50 milliarder euro, som ligeledes sker på hans opfordring. Annonceringen af brand-udsalget på statslige ejendom, som Arbejderen i dag kalder det, skal ses som et væsentligt skridt i den retning.
Privatiseringskontoret er endnu ikke en realitet – men mener Eurogruppen at privatiseringerne ikke går hurtigt nok, vil den banke Grækenland på plads.
Juncker udtalte yderligere: “EU vil følge privatiseringsprogrammet lige så tæt, som hvis vi selv skulle gennemføre det”.