Portugal: Aftale om lånepakke på 78 mia. euro
Siden starten af april har den såkaldte “Troika”, bestående af IMF, EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) holdt møder i Lissabon, for at forhandle betingelser for lånepakken på plads med Portugal, der ikke ledes af en egentlig regering, men derimod af et forretningsministerium. Den socialistiske (socialdemokratiske) premierminister, José Socrates, er i spidsen for forretningsministeriet. Socrates har meldt ud at han betragter aftalen som god og siger at “naturligvis er der ingen finansprogrammer, som ikke er krævende” samt “de tider vi er i, fortsat kræver vi gør os umage og hårdt arbejde”.
Lånepakken vil skære kraftigt i pensionsordninger i landet, men minimumslønnen, sundhedssystemet og skolesystemet vil ikke blive rørt, skriver internetavisen EU-observer i dag. Til dette skal dog tilføjes, at Portugal allerede har Vesteuropas laveste minimumslønninger, viser statistik over EU’s minimumslønninger fra februar 2011.
Lånepakken skal løbe over tre år og skal i den tid nedbringe Portugals offentlige underskud fra nu 5,6 procent af BNP til to procent af BNP i 2013.
I midten af maj mødes eurolandenes finansministre for endeligt at fastsætte renterne for lånet. Den 5. juni er der parlamentsvalg i Portugal – hvis portugiserne ønsker at godkende lånepakken, skal de sammensætte et parlamentsflertal, der ønsker at implementere pakken. Det portugisiske socialdemokrati (der trods sit navn er et konservativt parti) har meldt ud, at de er klar til at mødes med IMF og ECB, for at forhandle betingelserne for lånet på plads.
Pakken skal endeligt vedtages d. 15. juni.
Mere information:
Eurostats tal om EU’s minimumslønninger (februar 2011)
Tidligere Nyt fra EU-fronten om Portugal: