Portugal: Angreb på løn og aftaler
Massive lønforringelser, ændringer i den kollektive overenskomstret og dårligere arbejdsløshedsbeskyttelse. Det er hvad portugiserne kan se frem til de kommende år, med “Troikaens” forslag til nye politiske og økonomisk vilkår for Portugal, som er nødsaget til at optage lån fra EU’s krisemekanisme. Lånene forventes at være i omegnen af 80 milliarder euro, eller hvad der svarer til 600 milliarder kroner.
Forhandlingerne om betingelserne for lånene er komplicerede, da ingen af Portugals partier ønsker at påtage sig ansvaret for nedskæringerne. Landet ledes i øjeblikket af et forretningsministerium, hvor tidligere premierminister José Socrates er i spidsen indtil næste parlamentsvalg afholdes den 5. juni.
Vilkårene, der nu er ved at blive forhandlet, ventes at medføre meget store nedskæringer i den offentlige sektor, privatiseringer og skattestigninger – vilkår, som også er set i Irland og Grækenland, de to lande, som har fået lån fra EU’s krisemekanisme.
Den Internationale Valutafond (IMF) og Kommissionens “krisekur” for Portugal vil bl.a. bestå af langt højere grad af individuel lønforhandling, kraftig reduktion i arbejdsløshedsunderstøttelsen og øget overvågning af offentlige byggerier. Disse tiltag er beskrevet i et internt IMF-arbejdsdokument fra november, der beskriver hvilken retning IMF ønsker Portugals økonomi skal ændres. Tiltag som er i tråd med målsætningerne i EUs nye europagt.
Portugal har været udsat for IMF’s programmer i 1978 og 1983-1985.
Læs også: Portugals økonomi tvunget i knæ (08.04.11)
EU-observer: Troika demands likely to target Portuguese workers (13.04.11)