Italien vil have hjælp til at beskytte Fort Europa
Omkring 3000 flygtninge har over weekenden, i kølvandet på Ben Alis afskedigelse, taget turen fra den tunesiske kyst til den italienske ø, Lampedusa. I den forbindelse, oplyser EUobserver, har den italienske udenrigsminister, Franco Frattini, taget kontakt til EU’s repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton. Med henblik på at blokere de tunesiske havne og på den måde ‘blokere for influksen’ af såkaldte ‘ulovlige indvandrere’ ville Frattini have opbakning fra EU’s grænse agentur, Frontex.
Italiens bekymring for flygtninge skal ses i forbindelse med den bilaterale aftale, som Berlusconi havde forhandlet på plads med Ben Ali i 2009. I denne aftale blev det klargjort, at Ben Ali skulle holde indvandringen til Italien i skak. Efter det tunesiske folk har sat Ali for porten er man i Berlusconis stærkt indvandrerkritiske regering bekymret for tunesernes nyvundne frihed. Det tunesiske folks kamp for demokrati vil således, ifølge den italienske indenrigsminister, føre til et “politisk og institutionelt jordskælv” med “katastrofale følger for Europa”.
Frem for at genoverveje holdbarheden af EU’s migrationspolitik, som i middelhavsområdet primært består af alliancer med undertrykkende autoritative regimer, tyder det på at EU ikke grundlæggende tager hændelserne i Egypten og Tunesien til efterretning. I stedet for at gribe chancen og gøre op med EU’s historiske rolle i området, satser man, som samarbejdet med Libyen viser, stadig på regimernes effektive undertrykkelse af befolkningen.