EU’s klimapolitik halter bagud
Målet om at reducere EU’s energiforbrug med 20 procent inden 2020 halter bagud. Dette viser en ny rapport fra den internationale miljøorganisationen E3G, hvori det fremgår at EU inden for de næste ti år vil blive overhalet af Kina. Kina har nemlig i sin nuværende femårsplan investeret kraftigt i produktionen af vedvarende energi, udviklingen af nye el- og hybridbiler, samt lukket flere CO2-forurenende kraftværker. Det forventes, at Kina med disse energieffektiviserende planer vil reducere CO2’en med 0,5-2 mia. ton i 2020. Samtidig betyder EU’s manglende finansiering og opbakning til klimamålet, at EU over samme periode blot vil spare 0,5 mia. ton.
Alt i alt betyder Kinas klima- og energiindsats og EU’s mangel på samme, at Kina snart vil overhale EU. I rapporten Chinese Challenge or Low Carbon Opportunity? http://www.e3g.org/fremgår det, at det er EU’s interne uenigheder, samt manglende opbakning fra medlemsstaterne, som er skyld i EU’s haltende resultater.
Ifølge flere forskere og ngo’er er der behov for forpligtende aftaler i EU, hvis man ønsker at nå 2020-målet. I Danmark var man oprindeligt tilhængere af forpligtende aftaler, men da næsten alle EU-medlemslande er imod, støtter Danmark nu ligeledes den mindre ambitiøse formulering om »beslutsom handling« frem mod målet.
Med den nuværende indsats vil EU ikke engang nå en reduktion på 10 procents, hvilket langt fra er godt nok, set i lyset af, at EU selv erkender at en 30 procents reduktion er minimum, hvis der skal gøres noget ved den globale opvarmning.