EU skaber receptkaos
Fra april måned næste år kan man i Danmark indløse medicin på udenlandske recepter. De danske apoteker har hidtidig uden videre kunne afvise udenlandske recepter, men efter påbud fra EU-kommissionen bliver det nu historie. Apotekerforeningen i Danmark er yderst kritisk overfor de nye regler.
– Det handler i bund og grund om patienternes sikkerhed. Vi mener, at det er vores klare ansvar at gøre opmærksom på risikoen for, at de nye regler kan reducere patientsikkerheden og øge risikoen for forkert brug af medicin. Der er i de forskellige lande store forskelle på, hvilke krav der stilles til recepternes indhold og form, udtaler Apotekerformand Niels Kristensen til Altinget.dk.
Han henviser til at der i flere lande ikke er krav om, at det skal fremgå hvem, der har udstedt recepten, ligesom der ikke stilles krav om, at doseringen eller anvendelsesformålet skal fremgå af recepten.
– For danske apoteker er det afgørende, at apoteket kender dosering og anvendelse for at kunne yde den rigtige lægemiddelrådgivning, ligesom apoteket skal kunne tage kontakt til lægen, hvis der er tvivl om receptens indhold, forklare han.
Apotekerforeningen er dog glad over en undtagelse, der betyder at borgerne ikke har et “retskrav” på at få behandlet en udenlandsk recept. Dermed kan de danske apoteker afvise en udenlandsk recept, hvis den er ulæselig, uforståelig eller der er tvivl om gyldigheden, det skriver Altinget.dk