VU siger nej til euroen
Venstres Ungdoms landsmøde på Nørresundby Gymnasium har i weekenden besluttet, at organisationen ikke længere vil have afskaffet alle de danske EU-undtagelser.
– Vi er stadig EU-tilhængere, men vi er blevet mere skeptiske og siger nej euro’en, siger VU’s næstformand Morten Østergaard Sørensen og forklarer, at det er en ændring af principprogrammet, som er stort flertal på landsmødet bakkede op om.
“I VU har vi længe været skeptiske ved at gå med i euroen, og vores skepsis er for alvor blevet skærpet efter vi har set, hvordan det er gået med økonomierne i Grækenland, Italien og Spanien”, siger VUs formand Jakob Engel Schmidt til Ekstra Bladet.
“Venstres Ungdom mener (…) ikke, at Danmark skal indgå i euroen. Det siger sig selv, at snart 20 lande ikke kan have samme pengepolitik. VU mener derfor ikke, at Danmark skal lade sin økonomiske politik diktere af græske, italienske og spanske politikere,” står der således nu i VU’s principprogram.
Borgerlige unge mod euroen
Med VUs beslutning er der nu ingen af de to regeringspartiers ungdomsorganisationer, der støtter euroen. Konservativ Ungdom vil ikke have afskaffet nogen af de fire danske EU-undtagelser. Liberal Alliance Ungdom går heller ikke ind for euroen.
– Det giver ikke meget mening i dag, siger Emil Lykke Jensen, landsformand for Liberal Alliances Ungdom.
Retsforbundets Ungdom – der hverken betegner sig som borgerlige eller socialister – er også imod euroen.
Socialistiske unge mod euroen
SF’s ungdomsorganisation SFU er ligesom moderpartiet fortsat modstandere af euroen, ligesom Socialistisk Ungdomsfront (SUF), der er tilknyttet Enhedslisten. Det samme er tilfældet med DKU.
Uafklarede og tilhængere
Kristendemokraternes Ungdom var imod euroen for 10 år siden. I dag hedder de Cura Ungdom og er uafklarede på spørgsmålet, selvom de generelt er meget EU-positive.
Den socialdemokratiske ungdom i DSU og Radikal Ungdom er – indtil videre i hvert fald – de eneste erklærede euro-tilhængere blandt de partipolitiske ungdomsorganisationer.
VUs nye principprogram vil snart blive offentliggjort på VUs hjemmeside www.venstresungdom.dk