Det anslås, at cirka hver femte arbejder i bygge- og anlægsbranchen er udenlandsk. Samtidig har medierne rapporteret om forskelsbehandling såvel som organiseret kriminalitet, udnyttelse, snyd og trusler.
Arbejdslivskriminalitet
Der berettes om et arbejdsmiljø, hvor højt arbejdstempo og for mange timer opprioriteres, mens migrantarbejdernes sikkerhed nedprioriteres. Hvis migrantarbejderne insisterer på egen sikkerhed, straffes de ofte med fyring.
Således viser forskning, at der sker omfattende arbejdslivskriminalitet. Det er problemer, der rækker langt ud over lidt mindre i lønningsposen, sproglige vanskeligheder eller anderledes faglig oplæring i hjemlandet.
Det drejer sig om omfattende brud på arbejdsmiljøloven, som bliver behandlet som valgfri lovgivning.
Det drejer sig også om organiseret kriminalitet, systematisk løntyveri, trusler, vold, grov misinformation og i de meste ekstreme tilfælde menneskehandel til tvangsarbejde.
Myndighederne skal på banen
Selvom der findes lovgivning, der forsøger at gøre op med forskellige former for kriminalitet, går langt det meste ustraffet. Det skyldes, at overtrædelser selvfølgelig søges skjult, og at bevisførelsen er svær. Derfor falder der ingen domme, ligesom kriminalitet hverken rapporteres eller håndhæves juridisk.
Det kalder på en mere sammenhængende myndighedsindsats, et mere systematisk samarbejde om de specifikke problemstillinger, og en lovgivning, der formår at indkapsle de relevante forbrydelser.
Dette er et første skridt mod at sikre, at vi ikke får et forrået og etnisk opdelt arbejdsmarked, hvor udenlandske arbejdstagere behandles som andenrangsborgere, uden at de bliver sikret de samme grundlæggende rettigheder på arbejdsmarkedet, som danske arbejdstagere har.
I et forskningsprojekt finansieret af 3F og BAT-kartellet har et hold fra Aalborg Universitet, som jeg er del af, kortlagt migranters arbejdsmiljø i byggeriet.
——
Artiklen er fra oktober-nummeret af Faglig EU Debat, udgivet af Fagligt Udvalg i Folkebevægelsen mod EU.
Vil du modtage Faglig EU Debat på din mail fremover? Så send en mail til kimw@folkebevaegelsen.dk