I dag bliver flere og flere landbrug opkøbt af udenlandske kapitalfonde. Der er nemlig ingen lovgivningsmæssig hindring for udenlandske kapitalfondes køb.
Denne liberalisering blev sat i værk i 2015 på initiativ af daværende erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S), der i dag er direktør for kapitalfondenes danske brancheorganisation.
Før man giver ham ”skylden”, er det dog nødvendigt at understrege, at EU-reglerne om kapitalens frie bevægelighed og dermed ret til fri virksomhedsopkøb fra alle i EU alligevel ville have nødvendiggjort loven – som dog også tillader opkøb af landbrug fra fonde udenfor EU. Det sidste havde Sass Larsen jo ikke behøvet at tage med.
Der blev for 4 år siden fremsat ønske i Folketinget om at kigge på sagen. Forespørgslen fik til følge, at der blev nedsat en arbejdsgruppe i Fødevareministeriet der skulle se på, om man kunne sætte grænser for udenlandsk opkøb af landbrug. Som det fremgår af ministeriets hjemmeside under nyheder 12-5-2021: ”Udenlandsk kapital kan være nyttigt, men det må ikke tage overhånd.”
Interessant nok skal arbejdsgruppen kun beskæftige sig med at ”[…] afdække mulighederne for at begrænse opkøb foretaget uden for EU […]” for igen at citere ministeriets hjemmeside. Som om den ovenfor citerede passus om, at ”det må ikke tage overhånd” ikke er noget problem, hvis Danmark bare opkøbes af interesser indenfor EU.
Sandsynligvis har man ikke taget begrænsning af opkøb fra EU-lande med i undersøgelsen, netop fordi det på grund af de nævnte EU-regler om fri bevægelighed for kapital mv. vil være vanskeligt (umuligt) at regulere.
I virkeligheden ved vi slet ikke, hvem der ejer de 60 procent af Danmarks areal, der er landbrugsjord. Ingen myndighed registrerer, hvem der køber landbrugsjord, så man kan få et samlet billede af situationen. At undersøge tingbøgerne er dels helt uoverskueligt og dels giver det ingen oplysninger om, hvem der er reel ejer af selskaberne, der står noteret i tingbogen. Selskabsloven tillader nemlig, at selskaber, som ikke kan identificere reelle ejere (dvs. især kapitalfonde), ikke behøver at angive noget som helst herom. Dermed kan udenlandske investorer opkøbe dansk landbrugsjord uden at det fremgår, hvem der egentlig står bag.
Så det kan sagtens udvikle sig uden at man ”opdager” det.
En undersøgelse fra den nævnte tværministerielle arbejdsgruppe anslår udenlandske opkøb i 2022 til 3 % af jorden. Og understreger, at det er et skønnet tal. Og herregud kan man sige – det er jo ikke mere end Møn og Bornholm.
Sådan mener flere politikere – det er ikke alarmerende.
Dog er selv kredse indenfor landbruget blevet betænkelige, – hvilket er bemærkelsesværdigt. F.eks. har Landbrugsavisen en artikel på nettet d. 15. dec. 2022 under overskriften: ”Dansk landbrug står vidt åbent for anonyme udenlandske kapitalfonde.” Netop hvis man ser på det ud fra et dansk landbrugssynspunkt er det efter min mening noget, der burde interessere danske landboforeninger meget mere. De udenlandske muligheder for opkøb vil jo bevirke prisstigninger på danske landbrugsejendomme.
I forvejen er kapitalkravene for køb af effektive landbrug enorme. Så det kan nemt ende med, at danske landmænd ender som lejere eller bestyrere. Allerede nu koster et gennemsnitligt landbrug ifølge ugebrevet ”Mandag Morgen” ca. 45 mio. kr. Og når 14.000 landmænd pga. alder skal sælge indenfor de næste fem år, vil udenlandsk opkøb sikkert tage fart. Den frie selvejende bonde er måske snart fortid.
Desuden er det langt fra er sikkert, at de udenlandske investorer reelt er interesserede i landbrug; men måske snarere i sikker anbringelse af kapital, så det i virkeligheden mest drejer sig om at føre store værdistigninger på jorden ud af landet. Så hvordan disse ejendomme bliver drevet ud fra et landbrugsfagligt synspunkt eller ud fra miljøhensyn er måske af mindre interesse for kapitalfondene . (I parentes bemærket er der et lignende problem med udenlandske opkøb af udlejningsejendomme i vore store byer, som f.eks. kapitalfonden Blackstone m.fl. foretager i København – hvilket giver unge boligsøgende i byen prisstigninger, der stiller dem i en lignende umulig situation som unge landmænd).
Der er imidlertid også et nationalt perspektiv i denne sag, som rækker langt ud over landbruget og burde gøre det til en folkesag.
Da Sønderjylland i årene 1864-1920 var under tysk herredømme, opstod der en kamp om jorden. Tyskland var klar over, at hvis jorden kom på tyske hænder, ville det være et afgørende slag mod de dansksindede. Tysk ejerskab over landet ville kunne virke hindrende for en genforening. Derfor iværksattes programmer for at danske landbrugsejendomme kunne overtages af tyskere med statsstøtte (som blev til de meget store såkaldte domænegårde). Danskerne var klar over, at jordejerskabet var vigtigt; men pga. tyske overbud var der risiko for, at mange dansksindede bønder, der skule sælge, ville lade pengepungen bestemme. Den kendte forkæmper for danskheden H. P Hanssen stiftede derfor både et aktieselskab og en kreditforening, der skulle sikre, at dansk jord blev på danske hænder. Og det lykkedes at hindre salg til tyskere af over 500 landbrug.
På samme måde er der en risiko forbundet ved, at noget af det mest grundfaste i Danmark; nemlig vores jord, købes væk under fødderne af os. Jord laves nemlig ikke mere – så er den opkøbt af fremmede, er den sandsynligvis væk for dansk ejerskab for altid . Kan Danmark bestå som nation, hvis f.eks. landbrugsjorden, der udgør over halvdelen af vort land, ejes mere og mere af fremmede? Og hvis også byejendommene opkøbes på lignende vis. Så spørgsmålet melder sig: Kan det have nationale følger, hvis vi ikke får sat en stopper for det her?
