Nationalkonservative højrepartier er blevet styrket ved valget til EU-parlamentet, men ikke så meget som spået i en del meningsmålinger inden valget og heller ikke i alle lande. Til gengæld er befolkningerne i EU dybt splittede landene i mellem i forhold til, hvad der er de vigtigste spørgsmål for EU at tage sig af.
I Frankrig blev National Samling som forudset det største parti med 31% af de afgivne stemmer og opnåede dermed dobbelt så mange stemmer som regeringspartiet. Det stærkt højreorienterede parti Reconquéte fik 5% af stemmerne, mens 7% af vælgerne stemte på det lidt mere moderate højreparti Republikanerne. Over 40% af stemmerne er således gået til de mest højreorienterede partier.
Samme billede tegner sig i Italien, hvor det regeringsbærende parti Italiens Brødre fik 29% af stemmerne, mens de to øvrige regeringspartier måtte nøjes med noget mindre – 10% til Forza Italia og 9% til Lega Salvini. Tilsammen fik de tre højreorienterede regeringspartier knap halvdelen af stemmerne. National Samling og Italiens Brødre træder ind i det nyvalgte parlament med de to største delegationer.
I Spanien fik det stærkt højreorienterede parti Vox derimod kun hver tiende stemme, mens det østrigske Frihedsparti med hver fjerde stemme blev det største parti i landet. I Ungarn blev regeringspartiet Fidesz også størst mest 45% af vælgerne bag sig, mens det tidligere regeringsparti i Polen PiS med 36% blev næststørst.
I Belgien blev det højrenationale Flams Belang med 15% af stemmerne det af de mange opstillede partier med flest stemmer. I nabolandet Holland landede Frihedspartiet på andenpladsen med 18% af stemmerne og blev for nylig en ledende kraft i den nydannede regering. I Tyskland blev AfD det næststørste parti med 16% af de afgivne stemmer – i flere østlige delstater det største, men med færre stemmer end forudset i en del meningsmålinger.
Mindre fremgang for højre i Norden
I de nordiske lande var tilslutningen til de yderste højrepartier ikke så stor. I Finland blev De sande finner med 8% det sjette største parti og i Sverige blev Sverigesdemokraterne med 13% det fjerde største. I Danmark kom Dansk Folkeparti lige netop over spærregrænsen med lidt mere end 6% af stemmerne og havnede på niendepladsen, mens Danmarksdemokraterne med 7% blev det femtestørste parti, så lidt flere end hver tiende vælger satte kryds ved ét af de to partier.
Samlet set i EU gik omkring en femtedel af stemmerne afgivet ved valget til højrepartierne, der tilsammen opnåede 150 pladser i EU-parlamentet – fordelt med 73 til gruppen Konservative og Reformister (ECR) og 58 til Identitet og Demokrati (ID) samt derudover pladser til blandt andet AfD, der kort før valget blev ekskluderet af ID.
Den største partigruppe er fortsat Kristendemokraterne (EPP), der med 189 pladser i det nye parlament havde en lille fremgang. Sammen med Socialdemokraternes (S&D) 137 pladser og de Liberales (Renew Europe) 80 pladser har disse midterpartier med 406 pladser et flertal i parlamentet og er derfor ikke direkte afhængig af højrepartierne.
Alligevel kan en styrket højrefløj udgøre et pres på midterpartierne, som det allerede er set i det tidligere parlament, når det drejer sig om miljø, klima og landbrug, hvor regler er blevet udvandet efter påvirkning fra en effektiv lobbyindsats fra landbruget og fødevareindustrien samt landmænds aktioner. Midterpartierne frygter at miste stemmer ved de nationale og lokale valg, hvis de via EU indfører strammere miljøregulering og klimaafgifter, der økonomisk kan ramme både producenter og forbrugere.
Højrepartier er også ved mange af de seneste nationale valg blevet styrket og er i en fjerdedel af EU´s medlemsstater regeringsbærende og har flere andre steder også ret stor indflydelse. Med tilbagegang i mange lande for både socialdemokrater, grønne partier og venstrefløjen kan højrefløjen øve en betydelig indflydelse på en række regeringer og derigennem på beslutninger i EU´s ministerråd. Det gælder også ved udpegning af ny formand for EU-Kommissionen såvel som de øvrige medlemmer af Kommissionen.
Alliance mellem von Leyen og Meloni?
Ursula von der Leyen har en ambition om at fortsætte på posten som formand, men kan ikke fuldt ud være sikker på at have alle midterpartiernes medlemmer i EU-parlamentet bag sig, når det skal godkende udpegningen af en ny EU-Kommission. Derfor kan von der Leyen have brug for en alliance med Giorgia Meloni, der er den stærke forkvinde for Italiens Brødre og ECR. Hun har da også ved forhandlingerne om nye migrationsregler været i tæt kontakt med Meloni, der samtidigt har ønsket at være på god fod med EU-toppen for at sikre EU-midler til det økonomisk trængte Italien. I modsætning til andre spidskandidater til formandsposten har von der Leyen ikke afsvoret at ville samarbejde med højrefløjen.
Udover genvalg til formandsposten kan von der Leyen også ved en alliance med Meloni slå en kile ind mellem Meloni og den anden stærke kvinde på højrefløjen, Marine Le Pen fra National Samling og ID-gruppen. Spekulationer går på, om de to højrefløjsledere vil kunne finde sammen i de kommende forhandlinger om gruppedannelser i EU-parlamentet og fusionere ECR og ID til én gruppe omfattende stort set hele højrefløjen – bortset fra måske AfD, der opfattes som for kontroversielt. Politiske iagttagere og kommentatorer har forskellige vurderinger af, om en sådan koalition er mulig; men en del opfatter det ikke som umuligt på lidt længere sigt.
En samling af højrefløjen i EU-parlamentet vil i kombination med højrefløjens øgede indflydelse i de enkelte lande kunne give højrefløjspartierne et styrket afsæt for at påvirke politikudviklingen i EU. Det vil ikke mindst give sig udslag på miljø- og klimaområdet, hvor det kan komme til at se sort ud for den grønne omstilling. Flygtninge- og indvandrerområdet vil givetvis også blive berørt med strammere regler til følge. Også på det værdipolitiske felt vil højrefløjen søge indflydelse med det sigte at fremme traditionelle kristne, konservative dyder og livssyn, heriblandt holdningerne til fri abort. På disse områder vil der i et vist omfang kunne forventes medløb fra en del af medlemmerne i de tre midtergrupper i parlamentet.
For at dæmme op for højrefløjens fremmarch vil midterpartierne i parlamentet formodentlig overtage dele af højrefløjens mærkesager, som det er sket i en del af de nationale parlamenter og regeringer, ligesom EU-Kommissionen allerede har slækket på nogle af miljøkravene til landbruget.
Netop denne udvikling bekymrer forperson i Folkebevægelsen mod EU, Susanna Dyre-Greensite, som siger ”Langt hen ad vejen minder det nye parlament om det gamle, fordi den såkaldte midte har flertal. Alligevel bliver klimaet sandsynligvis den helt store taber, fordi midten presses nu i højere grad af den yderste højre end af grønne politikere.”
Højrefløjens fremgang ser i en række lande ud til at være mere og andet end blot en kortvarig protestreaktion, der snart går over igen. Billedet af en højrefløjsvælger som en midaldrende, vred hvid mand med ingen eller kort uddannelse og boende i provinsen holder ikke stik, men er mere nuanceret. Højrefløjen henter vælgere på tværs af køn, alder, uddannelse og samfundslag.
Også de unge stemmer i øget grad på den yderste højrefløj. Ifølge undersøgelsen ”Unge i Tyskland” fra april i år er AfD det mest populære parti i Tyskland blandt unge under 30 år. Ved parlamentsvalget i Holland i efteråret var Geert Wilders parti PVV det parti, der tiltrak flest stemmer blandt vælgere under 34 år, nemlig 17%. Italiens Brødre og National Samling i Frankrig var de partier, der ved dels parlamentsvalg og dels præsidentvalg i 2022 trak flest stemmer blandt vælgere under 35 år.
Social sikkerhed, arbejdsløshed og sundhed er vigtigst
En fællesnævner for mange af højre-vælgerne, hvoraf en del tidligere har stemt på socialdemokrater eller venstrefløjen, er stærk utilfredshed med de ledende politikere, som ikke kender til og tager hensyn til den brede befolknings pressede hverdag og de økonomiske, sociale og sundhedsmæssige udfordringer, som præger mange menneskers hverdag. Denne frustration over politikernes oplevede svigt afspejles også i en analyse gennemført i april af Eurobarometer med 26.411 deltagere fra alle medlemslande. De blev som optakt til EU-parlamentsvalget spurgt om, hvilke fire emner de fandt vigtigst.
En lignende måling blev gennemført forud for parlamentsvalget i 2019, hvor klima toppede som det vigtigste emne. På baggrund af andre nationale målinger og debatten i medierne var det ventet, ar klima i år ville blive fortrængt af forsvar og sikkerhed som det vigtigste emne, hvilket dog ikke helt blev tilfældet. Begge emner blev overtrumfet af andre emner i det samlede resultat på tværs af landene.
Det vigtigste emne, som hver tredje af deltagerne pegede på, var bekæmpelse af fattigdom og social udelukkelse. Næsten lige så mange, nemlig 32% pegede på offentlig sygesikring og sundhedssystem som vigtigst. Støtte til økonomien og skabelse af nye job blev med 31% vægtet lige så højt som EU´s forsvar og sikkerhed. Indsatsen mod klimaforandringer lå med 27% på femtepladsen. Længere nede på listen lå migration med 24% og landbrugspolitik med 23%, mens bundplaceringen med kun 9% gik til ligestilling mellem køn, inklusion og mangfoldighed.
Især i Syd- og Østeuropa lå fattigdom, sundhedsvæsen og arbejdsløshed højest på listen. I Bulgarien, Estland, Letland og Cypern havde knap halvdelen af de adspurgte sat spørgsmålet om støtte til økonomien og skabelse af nye job blandt de fire vigtigste emner. I Danmark var det kun hver tiende og i Sverige hver femte. I flere andre lande tæt på Rusland var forsvar og sikkerhedspolitik blandt de vigtigste emner. Udover de baltiske lande var det Tjekkiet, Polen, Finland, Tyskland, Holland og Danmark. 56% af danskerne havde valgt EU´s sikkerhed og forsvar som ét af de fire vigtigste emner – flere end i nogle af de andre lande og vægtet lidt højere end klima. Ligesom de to emner i flere danske meningsundersøgelser næsten lå side om side med hinanden.
I Sverige blev sikkerhed og forsvar overhalet af klima som det vigtigste emne. I Østeuropa blev klima derimod ikke vægtet særlig højt. I Bulgarien, Tjekkiet og Estland er det kun 10% af de adspurgte, der har emnet med som ét af de fire vigtigste – og i Letland kun 6%. Generelt er klimaspørgsmålet gledet ned af prioriteringslisten i forhold til målingen i 2019, hvor det var øverst på listen i Danmark, Sverige, Finland, Belgien, Luxembourg og Tyskland, men også lå relativ højt i flere andre lande.
Dette års Eurobarometer-måling viser, at EU-borgerne er meget delte på, hvad der er vigtigst, og tegner store forskelle på tværs af unionen. Og selv om 4 ud af 10 af de adspurgte mener, at EU´s vigtighed er steget de seneste år, har kun hver anden af de stemmeberettigede borgere i EU benyttet deres valgret.
Afstemningsresultaterne i de enkelte lande ligger tæt op ad de seneste resultater ved de nationale parlamentsvalg eller meningsmålinger, så EU-parlamentsvalget i høj grad også kan ses som nationale prøvevalg og signaler til politikerne om befolkningernes syn på dem. Mange af vælgerne tænker i høj grad i nationale baner, når de stemmer ved EU-valget.
Valget til EU-parlamentet afspejler en politisk og økonomisk union, der stritter i mange forskellige retninger og ikke har så meget til fælles, når befolkningerne spørges. EU ser ud til snarere at splitte end samle europæerne.
Analysen fra Eurobarometer kan ses her: https://europa.eu/eurobarometer/surveys/detail/3272
