EU sælger sig selv som et fredsprojekt, der opstod i ruinerne af Anden Verdenskrig. Kritikere har længe sagt, at samarbejdet handler mere om snævre økonomiske interesser end om fred. Den kritik er særlig relevant i dag, hvor det såkaldte fredsprojekt er gået helhjertet ind i at støtte en uetisk og ringe kontrolleret våbenindustri. Der findes heldigvis alternativer til EU’s slet udtænkte militære projekt.
Ruslands invasion af Ukraine har givet de vestlige lande anledning til at se deres forsvar efter i sømmene og vurdere, om de er i stand til at møde aktuelle trusler. Den politiske vilje til at investere i forsvaret og forsvarsindustrien er på sit højeste i nyere tid. Det giver mening at have et forsvar, der er i stand til at møde nutidens største udfordringer, og i mange tilfælde vil det kræve investeringer. Men det giver ikke mening at gå ukritisk til fordelingen af de investeringer.
Våbengiganterne fordeler selv pengene
Sidstnævnte er desværre netop det, der sker i EU i disse dage. Et godt eksempel er EU’s forsvarsfond. Fonden har en størrelse på svimlende 9,5 milliarder euro, hvilket svarer til næsten 71 milliarder danske kroner. Forsvarsfonden subsidierer våbenindustrien i EU-landene for at styrke den europæiske våbenindustri.
Hovedarkitekterne bag EU’s forsvarsfond er forsvarsindustrien selv. EU-Kommissionen implementerede i store træk den strategi, deres nedsatte ekspertgruppe på 16 mennesker lagde frem. Af de 16 havde ni direkte bånd til våbenindustrien. En tredjedel af midlerne, der blevet givet i forsvarsfondens første år, gik til virksomheder, der var repræsenteret ved ekspertgruppen, som opfandt fonden.
Forsvarsfondens moralske tvetydighed stopper ikke ved interessekonflikter omkring, hvordan fonden blev til. Mens det er meningen, at fonden skal opbygge den europæiske forsvarsindustri, går støtten konsekvent til de virksomheder, der i forvejen er størst. Tit kommer virksomhederne også fra lande med i forvejen store våbenindustrier.
De lande, der har størst våbeneksport, og som huser de største våbenselskaber, er Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. I forsvarsfondens første år gik 68,4 procent af støttemidlerne til netop de fire lande. Samtidig måtte næsten halvdelen af EU’s lande deles om blot én procent af midlerne. Forsvarsfondens tilblivelse, størrelse og fordeling er altså lige efter våbengiganternes ønske.
Korruption og eksport til diktaturer
EU’s støtte til disse giganter er stærkt bekymrende. Der er tale om virksomheder, som eksporterer til diktaturstater og konfliktzoner. Fondsmodtagere som Leonardo, Airbus og Thales eksporterer til Saudi-Arabien, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og Israel. Konkret betyder det, at danske skattekroner via EU går til eskalering af konflikter med massive civile tab.
Det er ikke kun eksportmarkederne, der gør EU’s største våbenselskaber kontroversielle. Fem af de otte største modtagere fra EU’s forsvarsfond har væsentlige korruptionsanklager imod sig. I 2020 indrømmede Airbus, at de har bestukket regeringsrepræsentanter i 19 lande. Siden 2021 har Airbus modtaget 95 millioner euro fra EU’s forsvarsfond.
En hær af lobbyister præger projektet
Når man tænker på, hvordan beslutninger træffes i EU, er det ikke overraskende, at EU-støtten går til landene med i forvejen størst forsvarsindustri. EU-Kommissionen, som er institutionen med eneret på at stille lovforslag, er ikke folkevalgt. Når institutionen ikke står til ansvar over for vælgerne, påvirkes den i stedet i alt for høj grad af lobbyisterne i Bruxelles.
Industriens interesser har altid været overrepræsenteret i EU-systemet. Det anslås, at der arbejder omkring 48.000 lobbyister i Bruxelles. Hovedparten af disse repræsenterer store selskaber. Våbenindustrien er godt med. I 2021 var deres samlede lobbybudget på omkring 5,6 millioner euro. I de seneste ti år har Airbus alene mødtes med EU-Kommissionen 261 gange.
Regeringsrepræsentanterne i Det Europæiske Råd er selvfølgelig også påvirket af lobbyister. Landene med størst våbenindustri er også dem med mest magt i EU, hvorfor det er ret nemt for våbengiganter at få deres dagsorden igennem.
Blind støtte fra Folketinget
Regeringer påvirkes dog ikke kun af lobbyister. Modsat EU-Kommissionen står landenes regeringer til ansvar for folkevalgte. For eksempel indhenter den danske regering mandat hos Europaudvalget i Folketinget, når de skal forhandle noget i Bruxelles. Så hvorfor bliver der ikke sagt fra?
Som oftest skyldes det, at debatten foregår et helt andet sted. Når Europaudvalget skal behandle spørgsmål om flere penge til EU’s militære projekter, falder snakken på større geopolitiske ambitioner som vigtigheden af at vise støtte til Ukraine. Alt for sjældent handler debatten om de konkrete projekter og lande, EU-støtten rent faktisk går til.
Da Europaudvalget for eksempel sidst skulle beslutte at øge EU’s Fredsfacilitet – en fond, som støtter EU’s egne militære missioner samt våbendonationer til tredjelande – talte folketingspolitikerne udelukkende om Ukraine. Omkring en tredjedel af fonden, hvilket svarer til seks milliarder euro eller cirka det dobbelte af, hvad Danmark betaler til EU om året, går til andre lande end Ukraine. Det går for eksempel til at støtte tropper i Mozambique, som er kendt for at begå systematiske overgreb. Disse lande blev ikke nævnt med et eneste ord.
Hvorfor overlade ansvaret til EU?
Den demokratiske proces halter altså gevaldigt både i EU og i Danmark, når det gælder behandlingen af EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik. Derfor er det enormt bekymrende, at der er udbredt konsensus om, at EU skal have endnu mere magt på det område. Nogle taler endda om, at EU skal til at råde over atomvåben. Det er en katastrofalt dårlig idé.
Argumentationen går på, at Europa skal kunne stå stærkere i egen ret, når Rusland har startet krig på europæisk jord, og USA måske igen skal ledes af Trump, der sår tvivl om det transatlantiske NATO-samarbejde.
Her er det vigtigt at huske, at USA ikke har været så militært engageret i Europa, som de er nu i kølvandet på invasionen af Ukraine, siden Anden Verdenskrig. Selv da Trump var præsident, var der grænser for, hvor meget han alene kunne afvikle USA’s engagement i NATO. NATO står meget stærkt i dag.
Det vækker selvfølgelig bekymring, når Trump udtaler, at Rusland skal »gøre, hvad de har lyst til« over for lande, der ikke betaler nok til NATO. Og det er en rigtig god idé at lære af de seneste mange års dansk udenrigspolitik, hvor Danmark alt for ukritisk har gjort, hvad USA har bedt os om.
Læren må bare ikke være, at Danmark ukritisk gør, hvad EU-lande med store våbenindustrier beder om. Det er jo netop det, der sker, når vi overlader militære beslutninger til EU. Det gavner på ingen måde verdensfreden.
Der er ingen grund til, at en så udemokratisk institution som EU skal blande sig i europæisk forsvarspolitik. Alternativer til EU-samarbejde om våbenindkøb, militærtræning og militære udsendelser er der nok af. Det gælder for eksempel Joint Expeditionary Force, European Intervention Initiative, Framework Nations Concept og det nordiske NORDEFCO. Mange af disse inkluderer også vigtige allierede som Norge og Storbritannien, som slet ikke er med i EU.
En del af alternativet til EU’s militære opbygning er dog også at lade være med at gøre alt, hvad EU gør. Når danske politikere gerne vil støtte Ukraine, bør de afsætte midler til netop det, og ikke blindt støtte dyre, uigennemtænkte EU-projekter med alverdens andre formål.
Kronikken er oprindeligt bragt i Information 21. maj 2024
