I oktober 2022 vedtog EU-parlamentet og kommissionen, at der skal indføres lovbestemt mindsteløn i alle medlemsstaterne, uanset om der i forvejen findes et godt system til regulering af arbejdsmarkedet, som vi har haft i mere end 120 år, altså den danske arbejdsmarkedsmodel, og uanset at det strider mod Lissabontraktatens artikel 153, stk. 5.
Derfor har vi (Danmark) kun én mulighed for at få vedtagelsen omstødt, og det er ved at rejse sag ved EU-domstolen. Heldigvis kom det med i regeringsgrundlaget, at Danmark skulle rejse annullationssøgsmål mod EU for at få direktivet erklæret traktatstridig.
Søgsmålet blev rejst den 18. januar 2023.
For nuværende forberedes retssagen som en hvilken anden retssag, hvor anklager og anklagede bygger sagen op til den endelig retshandling.
Vi ved ikke, hvornår sagen bliver berammet til fremførelse i EU-domstolen, men vi ved, at en sag ved EU-domstolen tager i gennemsnit 16 måneder.
Jeg tror ikke, at sagen bliver afgjort før valget til EU-parlamentet den 9. juni 2024.
Dommen skulle jo nødig bruges eller misbruges i valgkampen til at stille spørgsmål om EU’s indblanding i national lovgivning.
Uanset om vi har fået dommen eller ej, skal nationalstaterne, også Danmark, senest to år efter vedtagelsen, det vil sige senest i oktober måned i år, indføre en lovbestemt mindsteløn. Noget værre rod, men sådan er EU’s udemokratiske beslutninger.
Selv om alle (÷ de radikale) partier stadig er imod, at EU blander sig i Danmarks løn- og arbejdsforhold, kan man frygte, at en mindsteløn vil være fint til at underbetale arbejdere fra 3. lande endnu mere og gøre det endnu mere ”legalt”.
Dette er status på kampen mod EU’s indblanding i den danske arbejdsmarkedsmodel.
Artiklen er fra marts-nummeret af Faglig EU Debat, udgivet af Fagligt Udvalg i Folkebevægelsen mod EU.
Vil du modtage Faglig EU Debat på din mail fremover? Så send en mail til kimw@folkebevaegelsen.dk
