En gang om året holder formanden for EU-Kommissionen en tale om unionens tilstand. Talen, som på engelsk kaldes State of the European Union er årets vigtigste i EU-systemet. I den fremtæller formanden, den mest magtfulde person i EU, hvad EU har opnået i det forgangne år, og hvad hun har af visioner for fremtidens EU.
Ufolkelig fra start
State of the European Union-talen er kraftigt inspireret af den amerikanske præsidents State of the Union tale. Begge taler holdes for deres respektive parlamentsmedlemmer, og begge livesendes ud til borgerne.
EU’s udgave er dog markant mindre folkelig. For det første holdes den af en ikke-folkevalgt leder til en gruppe folkevalgte, som ikke må stille lovforslag. For det andet henvender EU-formanden sig udelukkende til de ”ærede medlemmer” af EU-Parlamentet, der er i lokalet, hvor den amerikanske præsident starter sin tale med en eksplicit hilsen til sine ”medborgere”, som ser med på skærmen. For det tredje holdes EU-talen kl. 9 om morgen, hvor de fleste almindelige borgere ikke har mulighed for at se med.
Dermed er der fra start lagt op til en tale, som ikke rammer de fleste mennesker, den berører. På trods af det, bruger EU-institutionernes enorme[1] kommunikationsafdelinger ublu summer på annoncer, hjemmesider og opslag på sociale medier for at prøve at få folk til at se med. Det er der dog ikke ret mange der gør, når talen holdes midt på en arbejdsdag af en person, mange slet ikke kender.
Mangelfuld tale
Den manglende folkelighed viste sig også i den grad i talens indhold. I en tid, hvor de fleste borgere er optaget af stigende priser, sagde formanden næsten intet om inflation. Hun nævnte kort, at inflation er et problem for erhvervslivet. Derudover roste hun den Europæiske Centralbank for deres indsats. Den Europæiske Centralbank har ellers været sløv til at regulere renter som svar på inflationskrisen, hvilket udstiller en af svaghederne ved euroen. Måske var det derfor, formanden ikke brugte mere tid på emnet, men det var alligevel en bemærkelsesværdig mangel.
Et andet emne, der glimrende ved sit fravær, var konkret klimahandling. Kommissionsformanden brugte meget taletid på at bejle til industri- og landbrugslobbyen samt til dem, i hendes egen konservative gruppe, som ikke ønsker for ambitiøs klimapolitik. Hun understregede endnu engang, at klimapolitik i EU først og fremmest skal handle om økonomisk vækst. Hun opfordrede til en hurtig godkendelse af den klimaødelæggende Mercosur-handelsaftale. ”Klimadagsordenen blev en økonomisk dagsorden” sagde hun stolt.
Større og dyrere EU
Derudover bød talen på gentagelser fra tidligere år. Kommissionsformanden meldte sig igen klar til at støtte traktatændringer, der ville give EU endnu mere magt over medlemslandene. Det er blandt andet vigtigt, at EU får større ”geopolitisk vægt”, mener Urslula von der Leyen. Det der den formulering EU-toppen ofte bruger, når de taler om at fjerne medlemslandenes vetoret på udenrigs- og forsvarspolitik.
Ursula von der Leyen slog fast, at reformer er nødvendige, fordi EU skal udvides fra 27 medlemslande til over 30 medlemslande, herunder Ukraine. Hun gentog sit ønske om et større budget og nye EU-fonde. Hun slog fast, at Romanien og Bulgarien skal med i Schengen.
Alt i alt gentog hun tidligere planer om et større og dyrere EU.
Selektiv solidaritet
Støtte til Ukraine fyldte naturligvis også meget i talen. Ursula von der Leyen fortalte rørende om Ukrainske flygtninge, der havde fundet et nyt hjem i EU. Formanden foreslog at forlænge den midlertidige beskyttelse af Ukrainske flygtninge i EU. Hun tog skarpt afstand fra Ruslands afskyelige krigshandlinger og udtrykte dybfølt og oprigtig solidaritet med de ukrainske flygtninge.
Den ellers sympatiske støtte til det Ukrainske folk var dog usmageligt placeret i talen. Opfordringen til fortsat at byde Ukrainere velkommen kom nemlig lige efter en lang passage om nødvendigheden af en strammere flygtningepolitik over for mennesker fra andre lande. Den nye migrationsaftale med Tunesien, ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International gør EU medskyldig i vold og overgreb mod migranter, fik rosende ord med på vejen af Ursula von der Leyen. Det samme gjorde EU’s aftale om at betale penge til EU-kassen for at slippe for at tage imod migranter.
Den lange smøre om, at EU ikke behøver at tage ansvar over for nogle folk, der flygter, efterfulgt af en opfordring til at være åben over for andre, der flygter, udstillede, at EU-toppens solidaritet med omverdenen er yderst selektiv.
Virkelighedsfjern men vigtig tale
Talen fremstod både virkelighedsfjern og dobbelmoralsk. Den tog ikke fat i de store emner, der betyder mest for borgerne i EU. Den adresserede ikke alle de mennesker i og uden for EU’s grænser der i øjeblikket svigtes af EU-toppens beslutninger. Tværtimod udråbte den EU-systemet som svaret, når ”historien kræver ansvar”.
Der er nok ikke mange borgere i Danmark, der ville være enig i hele talen. Og det var de færreste borgere, der overhoved så med. Alligevel vil talens temaer – større EU, mere EU, dyrere EU, svag klimahandling – have stor betydning for hver eneste dansker.
På den måde illustrer den årlige State of the European Union tale problemet ved EU: Borgerne skal følge en politik, som de færreste taler om, og som endnu færre har reel indflydelse på.
[1] EU-Kommissionens kommunikationsafdeling alene har et årligt budget på 124 mio. kr. Ursula von der Leyen har foreslået, at det skal fordobles til næste år.
