Vores politikere tvinges i stigende grad til at vælge imellem penge til oprustning og penge til velfærd. Hvis EU skal bestemme, ved vi, at den nordiske velfærdsmodel bliver taberen. I værste fald bliver freden det også.
I Norden har vi i de sidste måneder set flere eksempler på, at vores regeringer overrumpler borgerne med helt andre standpunkter og vedtagelser end hvad vælgerne blev præsenteret for inden valgene. Begrundelsen herfor er hver gang den samme: Vi står i en helt ny sikkerhedspolitisk situation i Europa.
I Sverige bruges argumenter for at søge medlemskab i NATO. I Danmark hørte vi samme argument for at integrere landet fuldt i Unionens militære projekt ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Og i Norge snakkes der stadig højere om at bruge EØS-aftalen som en ”mulig platform for udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde med EU” i lyset af krigen i Ukraine.
Det underforståede budskab er, at EU er en stabiliserende faktor for fred og sikkerhed.
Det modsatte er tilfældet. I bedste fald sikrer EU fred og fordragelighed mellem medlemsstaterne i unionen. I resten af Europa og globalt bidrager EU ikke til fred, men til øgende spænde og et højere konfliktniveau. ”EU skal lære at bruge magtsprog,” som unionens udenrigschef Josep Borrell formulerer det. Det gælder at sikre ”vores europæiske værdier” på globalt plan.
Disse ”europæiske værdier” bliver særligt påtvunget i det ressourcerige Afrika, et kontinent fyldt med mineraler, som EU har brug for til den grønne omstilling – hvis denne lykkes – og til olie og gas. Unionen planlægger tre nye operationer i uranrige Mali, Niger og Burkina Faso. Disse kommer i tillæg til de militære operationer, som allerede foregår i Somalia, den Centralafrikanske republik og Mozambique. Dette fortsætter den europæiske udnyttelse af kontinentet, som de gamle kolonimagter har stået for.
EU intensiverede sin oprustning længe før Ruslands indmarch i Ukraine. Den europæiske forsvarsfond (EDF), nye kampafdelinger, militærpagten PESCO og den europæiske ”fredsfacilitet” (EPF) er alt sammen led i planerne for at realisere en militærunion inden 2025. Tyskland vil nu øje forsvarsbudgettet til to procent af BNP og sætter 100 milliarder flere euro af til oprustning. Dette betyder at de tyske forsvarsudgifter alene vil blive lige så store som Ruslands. Kun USA og Kina vil have større militære muskler end EU som militærunion.
En ny militær stormagt gør ikke Norden og verden mere tryg. EU er en garanti for flere fjerne udenlandske operationer og et tilsvarende svækket territorialforsvar hjemme.
Et Norden fristillet fra EU er vores langsigtede mål. For fredens og velfærdens skyld.
