Vaccineforhandlinger på sms
I april 2021 skrev den amerikanske avis New York Times om EU’s forhandlinger med medicinalseksabet Pfizer om covid-19-vacciner. I denne dækning kom det frem, at ”personligt diplomati” havde spillet en afgørende rolle i forhandlingerne, idet meget af forhandlingen foregik gennem opkald og sms’er mellem EU’s Kommissionsformand Ursula von der Leyen og repræsentanter for Pfizer.
New York Times-dækningen fik andre journalister til at bede om aktindsigt i Kommissionsformandens sms’er for bedre at kunne dække historien. Disse nægtede EU-Kommissionen at udlevere.
Kommissionen: Intet at se her
Efter at EU-Kommissionen nægtede at udlevere sms’erne, gik EU’s Ombudsmand Emily O’Reilly ind i sagen. O’Reilly har ansvar for at fremme ”etisk, effektiv og gennemsigtig” forvaltning i EU. Over for O’Reilly forklarede EU-Kommissionen, at sms’er ikke er vigtige for offentligheden, da de er ”kortlivede dokumenter”.
EU-Kommissionen arkiverer ikke kortlivede dokumenter.
Det er nu offentligt kendt, at Kommissionsformanden forhandler kontrakter for milliarder af euro på sms, så det kan undre, at EU-Kommissionen ikke mener, at disse sms’er er vigtige for offentligheden.
EU-Ombudsmanden: Kommissionen forsømmer sit ansvar
EU-Ombudsmanden købte heller ikke EU-Kommissions forklaring. Derimod udgav hun for nylig en rapport, som anklager EU-Kommissionen for ”maladministration” eller ”forvaltningsmæssig forsømmelse”.
O’Reilly skriver i rapporten, at det er ”utroværdigt” at hævde, at der ikke findes sms’er, som falder ind under EU’s åbenhedslovgivning. Hun slår endvidere fast, at det bør være indholdet af dokumenterne, der afgør deres relevans for offentligheden, ikke deres form eller platform.
Kommissionen straffes ikke
EU’s Ombudsmands fornuftige indvendinger får ingen juridiske konsekvenser. O’Reilly kan blot komme med anbefalinger over for Kommissionen. Det har hun så gjort.
O’Reilly anbefaler i rapporten, at Ursula von der Leyens kontor forsøger at finde sms’erne mellem von der Leyen og Pfizers folk og derefter vurdere på ny, om de er i offentlighedens interesse.
EU-Kommissionen har siden svaret, at de ikke har kunnet finde sms’erne og fastholder desuden, at de ikke har gjort noget galt.
Kommissionens reaktion har fået kritik fra EU’s revisionsret, der ligesom Ombudsmanden har udgivet en skriftlig kritik af den manglende åbenhed.
Hvis Kommissionen rent faktisk skal straffes for ikke at udlevere væsentlige dokumenter, skal nogen bringe sagen op over for EU-domstolen, hvilket er en kompliceret og tidskrævende proces.[1]
En lukket kommission
SMS-gate eller slette-gate, som den også kaldes i EU-boblen, er blot det seneste eksempel på, hvor lukket EU’s udøvende magt er. Den nuværende EU-Kommission har tidligere modtaget kritik for bl.a. at hemmeligholde møder med det kontroversielle amerikanske dataanalyseselskab Palantir og for at underskrive omfattende handelsaftaler, uden at den påkrævede offentlige konsekvensanalyse lå klar.
Det er stort demokratisk problem, at en af de vigtigste institutioner i EU er så lukket. EU-Kommission forhandler aftaler og foreslår love, men befolkningen, de regerer over, har hverken lov til at stemme på dem, eller, virker det til, se dem efter i kortene.
Denne artikel er oprindelig bragt i Folk i Bevægelse, september 2022
[1] OPDATERING februar 2023: New York Times har nu anlagt sag mod EU-Kommissionen ved EU-domstolen.
