Regering splittet om EU-kontrol med finanslov
EU-Kommissionen vil stramme kontrollen med medlemslandenes økonomiske politik og ønsker eurolandenes nationale finanslove tilsendt inden de nationale parlamenter ser dem.
”Vi bør bruge den første måned af hvert år på at indhente nationale statsbudgetter. Ikke linie for linie budgetter, men de overordnede budgetter, så Kommissionen kan analysere og Eurogruppen kan gennemgå dem og komme med anbefalinger, før de bliver præsenteret for de nationale parlamenter”, sagde EUs økonomi- og finanskommissær Olli Rehn allerede midt i april ved en debat arrangeret af tænketanken European Policy Centre.
Det ene af de to danske regeringspartier – Venstre – er ikke afvisende. Allerede i midten af februar sagde finansminister Claus Hjort Frederiksen på et møde med sine kollegaer i Bruxelles, at “Den vigtigste lære af krisen er, at der skal være mere kontrol. Det gælder banker og virksomheder i finanssektoren, men det gælder også medlemslandenes regeringer”.
Men det andet regeringsparti – Det Konservative Folkeparti – er ikke begejstret. Partiets finansordfører Mike Legarth kalder Olli Rehns forslag “Helt uacceptabelt”.
Det er ikke rimeligt, at nogle embedsmænd skal se finansloven før de folkevalgte i Folketinget. Den idé tager jeg skarpt afstand fra. EU kan få finansloven samtidig med, at den bliver afleveret til Folketinget. Ikke før,” udtaler Mike Legart i Morgenavisen Jyllands-Posten.