Høring om Lissabon-traktaten
Sagsøgerne i retssagen om Lissabon-traktaten holder i dag høring i Fællessalen på Christiansborg kl. 12-17.00 om Lissabon-traktatens betydning.
– Lissabon-traktaten har som bekendt ikke været til folkeafstemning, og det betyder, at de færreste har fået indsigt i, hvor vidtgående den er. Det er baggrunden for, at vi holder mødet, forklarer Helge Rørtoft-Madsen fra sgasøgerkredsen.
– Vi vil oplyse om traktaten, og vi har fået kyndige folk som professor Søren Dosenrode, professor Ole Krarup og tidligere medlem af EU-Parlamentet Jens-Peter Bonde til at komme med indlæg om den. Vi har også bedt Statsministeriet og Udenrigsministeriet om at sende repræsentanter, men de har ikke ønsket at deltage.
– Lissabon-traktaten er så vidtgående ”“ langt mere vidtgående end både Maastricht- og Amsterdam-traktaterne ”“ at den burde have været til folkeafstemning efter Grundlovens § 20. Det har regeringen afvist med spidsfindige juridiske argumenter, som vi ikke mener er holdbare. Derfor er vi 38 borgere. der har stævnet statsministeren og udenrigsministeren for brud på Grundloven. Sagen ligger i øjeblikket i Højesteret, der forventeligt i foråret skal tage stilling til spørgsmålet om retten til at føre sagen!
Ole Krarup, der fører sagen sammen med advokat Karen Dyekjær, vil redegøre for dens forløb på dagens høring
I den afsluttende debat deltager Steen Gade fra Nyt Europa, Erik Boel fra Europabevægelsen, Lave K. Broch fra Folkebevægelsen mod EU og Per Clausen fra Enhedslisten.
I forbindelse med høringen præsenteres muligheden for at flere borgere kan støtte og deltage i sagen ved at tilslutte sig Folkeafstemningskomité 2010.
Læs mere på www.lissabonsagen.dk