Susannas 1. maj tale

Folkebevægelsen mod EU’s formand Susanna Dyre-Greensite brugte kampdagen for at minde om, hvorfor det er vigtigt at stemme nej 1. juni. Læs hele hendes tale til 1. maj tale her.

Tale ved 1. maj 2022

Kære venner

Rigtig god 1. maj.

Hvor er det skønt igen at kunne fejre den her dag, som det er meningen, efter vi i vores del af verden omsider har lagt coronaen bag os.

Desværre er de globale krisers tider ikke forbi. Efter to år med corona startede en krig, der fik hele vestens opmærksomhed. Nyhedsmedierne har erstattet daglige smittetal med tal over flygtninge, der har måttet forlade deres hjem i Ukraine.

Det er jo ikke nyt, at der er krig i verden. Men på underlig vis kan afstand legitimere afmagt. Men en krig i Europa lader ikke reaktionerne vente på sig.

Der er nu flygtet næsten lige så mange mennesker fra Ukraine, som der bor i hele Danmark. Krigen er tæt på, og flygtningene ligner os.

Det er igen blevet relevant at reflektere over Danmarks rolle i det internationale samfund. Hvordan kan vores lille aftryk på omverden bringe fred i en verden fyldt med krig? Dét må være en af de mest presserende spørgsmål her på arbejdernes internationale kampdag 2022.

Flertallet på Christiansborg reagerede blandt andet ved at udskrive en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet 1. juni. De fortæller os, at det er tid til samarbejde og vores danske undtagelser ikke er relevante.

Man kan kun give dem ret i, at det er tid til handling. Men handlings karakter er ikke ligegyldig. Men kan kun give dem ret i, at samarbejde er vigtigt lige nu. Samarbejdets form er ikke ligegyldig.

Krigen må ikke dræbe vores kritiske sans. Den bør styrke den.

Hvis vi gerne vil skabe mere fred i verden, er EU’s militærpolitik en af de sidste steder, vi bør vende os.

Det er vigtigt først at slå fast, EU’s militære dimension og vores forbehold intet har at gøre med vores muligheder for at hjælpe Ukrainerne. Intet. Overhovedet.

Til gengæld holder vores forbehold os fri fra et af EU-elitens mest farlige ideer: At EU skal være en forsvarsunion.

Militæroperation efter militæroperation, som EU har stået for, har været en fiasko. Der er ikke krav om FN-mandat til EU’s militære operationer. Og modsat FN-missioner, er der ikke monitorering af menneskerettigheder i EU’s militære missioner.

I Mali fik det forhold konsekvenser, der er til at tage og føle på. EU’s træningsmission i Mali har trænet soldater i Regeringens hær, som sidenhen har dræbt civile. Faktisk anslår man, at Regeringstropperne i Mali har slået flere civile ihjel end de jihadister, de egentlig havde til formål at gå efter. Vi ved også fra menneskeretsorganisationer og undersøgende journalister, at EU-trænede tropper har begået tortur af deres fanger.

Konsekvensen – udover store menneskelige lidelser – er, at EU-indsatsen af lokalbefolkningen opfattes som støtte til en brutal hær uden demokratisk legitimitet. Det skaber grobund for stor folkelig modvilje. Mange taler ligefrem om, at EU’s ageren i Sahel-regionen, hvor Mali ligger, gør mere skade end gavn.

EU-støtten er fortsat, mens skandalehistorie efter skandalehistorie er kommet frem. Danmark har ikke deltaget i EU-missionen, fordi vi har som befolkning sagt, at vi ikke vil deltage i EU’s militære projekt.

Vi vil ikke overlade magten til nogen, som er dårlig til at forvalte den. Vi vil ikke lade EU undergrave FN’s principper. Vi vil vise solidaritet. Lad os fastholde det standpunkt 1. juni.

Jeg overvejede meget, om jeg egentlig skulle tage fortællingen om Mali med i en første maj tale. Det er ikke så hyggeligt at stå her på en solskinsdag og fortælle om overgreb, som vores allierede har foretaget. Men jeg synes ikke tiden er til at lade afstand give afmagt. Og dagen i dag hedder jo arbejdernes internationale kampdag, så det må være på sin plads at tænke internationalt.

Det er også på sin plads at tænke over, hvordan vi bedst fordeler midlerne i vores samfund. Ifølge EU skal langt flere midler gå til forsvaret og forsvarsindustrien. Det er helt legitimt politisk standpunkt. Men skal vi ikke lade det være op til vores folkevalgte at beslutte det? Forsvarsforliget viste da, at vores Folketing sagtens kan finde ud af at tilføre flere midler i den retning helt selv.

Dropper vi vores forsvarsforehold, så betyder det ikke kun, at vi kommer med i nogle af EU’s dårligt ledede militære missioner. Det betyder også, at vi kommer med i sådan noget som EU’s forsvarsagentur. Det er et kontor, der hvert år vurderer, hvor mange flere penge hvert land skal bruge på deres forsvar og hvordan, de skal bruge dem. Det gør de med hjemmel i Lissabontraktatens artikel 42, som dikterer, at ”Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet.”

Skal Danmark også forpligte sig til det i en noget så bindende, som en EU-traktat? Skal et EU-kontor med en ikke-folkevalgt EU-kommissær for bordenden begynde at fortælle os, hvordan vi skal bruge vores penge? Hvilke interesser er der egentlig på spil?

De spørgsmål kræver nøje overvejelse. Både her på kampdagen, og hver dag frem mod 1. juni.

Vi har lidt erfaring på det her område allerede. Danske politikere har nemlig valgt ikke at respektere vores forsvarsforbehold og melde os ind i EU’s forsvarsfond. Vi betaler over en milliard til EU’s forsvarsfond i denne budgetperiode.

EU’s Forsvarsfonden yder støtte til virksomheder i forsvarsindustrien. Det gør den uden at tjekke, om de virksomheder eksporterer til diktaturstater – det gør de fleste. Det gør den uden at tjekke, om de virksomheder har korruptionssager imod sig – det er der desværre også flere eksempler på. Det er mest de allerstørste virksomheder, der får støtte. Hele 30% af støtten går til virksomheder i den såkaldte ”ekspertgruppe”, der var med til at rådgive EU om, hvordan forsvarsfonden skulle skrues sammen. Det er de erfaringer, vi har.

Når vi ved, at EU i langt højere grad lader sig styre af forsvarsindustriens interesser end hensynet til fred, hvorfor skal vi så give EU endnu flere penge og endnu mere magt på forsvarsområdet? Kære venner, Det skal vi da ikke.

Det er nemlig gode nyheder blandt alt det dystre, jeg her remser op på en fin 1. maj dag. Det gode er, at vi bliver spurgt. Det gode er, at vi kan kæmpe. Det gode er, at vi kan sige nej.

I dag er en kampdag. Lad os stå sammen, med vores kritiske sans i godt behold, og kæmpe for en mere fredelig og retfærdig verden. En del af den kamp, er kampen for et nej den 1. juni. Lad os give den alt, hvad vi har.

Kampen for et nej 1. juni er ikke den eneste EU-kamp, der er vigtig lige nu. Jeg vil lige slutte af med et par bemærkninger, der hverken har med krig eller forsvarsforbehold at gøre. Havde der ikke været folkeafstemning, havde jeg nemlig nok brugt hele den her første maj tale på et nybrud, der er på vej i EU med enorm og farlig betydning for vores danske model: Nemlig EU’s mindsteløn.

I EU er de næsten færdige med at forhandle om en EU ramme om mindsteløn. Når EU har taget løndannelse til sig som område, kan vi forvente et ræs mod bunden. Vi risikerer en lovbestemt mindsteløn med de nye EU-regler, og dette vil groft underminere den danske model, som generationer har kæmpet for at bygge op. Jeg vil gerne rose de danske politikere for at kæmpe benhårdt imod EU’s mindsteløn. Desværre viser det, at EU-mindsteløn går videre uagtet danske og svenske protester, hvor lidt indflydelse vores lande reelt har i EU.

2022’s kriser minder os om, at kampen mod EU i den grad også er en arbejderkamp. Det er kamp for alle, der byder sig om international solidaritet og om social retfærdighed.

Med de ord vil jeg ønske alle fortsat god kamp og ikke mindst: RIGTIG GOD 1. MAJ!