”Nødderne knækker vi stadig selv”. Sådan lød overskriften på en annonce udsendt af LO og DA i 1972. Fagbevægelsen og arbejdsgiverne annoncerede til fordel for et dansk ja til EF. ”I Danmark er der tradition for, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne selv prøver at knække nødderne – de store såvel som de små. Det vil de fortsat gøre, også efter et dansk ja til EF,” lovede annoncen.
Her 50 år senere må vi konstatere løftebrud. EF og siden EU har nemlig fået meget stor indflydelse på vores arbejdsmarkedspolitik, ofte på bekostning af arbejdsmarkeds parter. Gennem årene er der kommet lovgivning og domme fra EU om ferie, arbejdstid, barsel, strejkeret, dagpenge og mere. EU får desuden stadig større indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken, og den danske model svækkes stadig mere.
Alt tyder på, at vi om ganske kort tid får EU-lovgivning om mindsteløn. Mindstelønsdirektivet blev fremlagt af den ikke-folkevalgte EU-Kommission i efteråret 2020. Inden juleferien 2021 stemte et flertal i EU-Parlamentet for en endnu mere vidtgående udgave af direktivet. Et flertal af beskæftigelsesministrene i EU-Rådet var ligeledes positive over for lovgivningen. Bred dansk modstand har ikke kunnet stoppe direktivet, da de store lande og Kommissionen ønsker det.
Mindstelønsdirektivet lægger op til, at der sættes en mindsteløn i hvert land, som er en given procent af landets medianløn. I første omgang kræver direktivet ikke direkte, at Danmark fastsætter en mindsteløn ved lov, men dette vil EU-Domstolen efterfølgende kunne kræve med hjemmel i direktivet.
Formålet med lovgivningen er at forhindre, at borgere i EU-landene arbejder for en løn, de ikke kan leve af. Det er noget, som er udbredt i mange EU-lande i dag. Formålet med mindstelønsdirektivet er derfor yderst sympatisk. Det er indholdet bare ikke.
En mindsteløn garanterer nemlig ikke ordentlige løn- og arbejdsforhold. Faktisk har lande som Tyskland og Portugal, som har en lovbestemt mindsteløn, rigtig mange working poor (arbejdstagere fanget i fattigdom), mens arbejdsforholdene er langt bedre i Danmark og Sverige, som ikke har en lovbestemt mindsteløn. EU’s mindsteløn vil formentlig være så lav, at den ikke løser working poor problemet i EU-landene.
Derimod vil den undergrave det system, som fungerer i Danmark og Sverige, nemlig at løn- og arbejdsvilkår fastsættes ved overenskomster mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Hvis vi får en mindsteløn, der er fastsat ved lov, vil der være mindre incitament for arbejdstagere til at melde sig ind i fagforeninger, og mindre incitament for arbejdsgivere til at tegne overenskomster. Begge vil kunne læne sig op ad den lovbestemte mindsteløn. Ofte ser vi netop en svag fagbevægelse i lande med lovbestemt mindsteløn.
Den lovbestemte mindsteløn vil højst sandsynligt være lagt lavere end den, som kollektive overenskomster sikrer. Desuden vil den ikke sikre en række andre arbejdsvilkår, som overenskomster dækker. I praksis vil en mindsteløn dermed reelt blive en maksimumsløn for dem, der tjener mindst. Færre overenskomster vil desuden betyde mindre indflydelse for arbejdsmarkeds parter, som jo sikrer vores demokratiske rettigheder på arbejdsmarkedet.
Arbejdsmarkeds parter knækker ikke længere nødderne selv. Blandt andet derfor er EU-modstand lige så vigtig i dag som nogensinde før.
LO og DA’s annonce fra 1972:
