Idégrundlag
Her på siden kan du få et overblik over Folkebevægelsen mod EU’s idégrundlag.
Idégrundlaget kan også downloades som samlet PDF-fil nederst på siden, og ønsker du dette som et hæfte, kan du henvende dig til Landssekretariatet.
Læs idégrundlaget her:
Formål
Folkebevægelsen mod EU’s formål er at bringe Danmarks medlemskab af EU til ophør.
Folkebevægelsen mod EU er imod EU’s overstatslige styring og politiske integration. Modstanden mod EU er en kamp for selvbestemmelsesret og for et selvstændigt Danmark i et frit internationalt samarbejde.
For at fremme vores mål om udmeldelse af EU arbejder Folkebevægelsen mod EU aktivt på at fremme en debat om, hvordan EU påvirker Danmark, hvilke handlemuligheder vi har uden for EU, og hvilke alternativer til EU der findes. Sideløbende kæmper vi imod EU’s stadige indblanding i vores samfund og imod yderligere suverænitetsafgivelse til EU.
Folkebevægelsen mod EU’s værdier bygger på 4 søjler:
- Den demokratiske søjle
- Den globale søjle
- Den grønne søjle
- Velfærdssøjlen
Den demokratiske søjle
Folkebevægelsen mod EU er først og fremmest en demokratibevægelse, hvor det levende demokrati er det centrale. Derfor er det for Folkebevægelsen mod EU afgørende at sikre, at den danske befolkning har en reel demokratisk indflydelse på landets styre.
Bevarelsen af den nationale suverænitet er afgørende, for herigennem sikres de nationale demokratiske institutioners mulighed for at føre befolkningens vilje ud i livet. Det er disse institutioner, der først og fremmest har den folkelige legitimitet.
Folkebevægelsen mod EU mener, at et stærkt demokrati hviler på en beskyttelse af de universelle menneskerettigheder, herunder retsstatsprincipper som beskyttelse af ytringsfrihed og mindretalsrettigheder.
Den globale søjle
Folkebevægelsen mod EU mener, at internationalt samarbejde er helt afgørende for en mere fredelig og bæredygtig verden.
En selvstændig dansk udenrigspolitik er vigtig for, at Danmark kan være med til at fremme disse mål. Folkebevægelsen mod EU støtter en styrkelse af mellemstatslige organisationer som FN og Europarådet og ønsker, at Danmark deltager aktivt i deres virke.
Verden er reelt global, og derfor mener Folkebevægelsen mod EU, at vi skal væk fra EU’s indadvendte og egoistiske bloktænkning. Det gælder i forhold til den globale handel, men også i forhold til sundhed, klima og miljø.
Det Nordiske Samarbejde har tidligere arbejdet for øget global retfærdighed ved at være en væsentlig brobygger mellem rige og fattige lande. En genskabelse og styrkelse af den rolle har Folkebevægelsen mod EU som et væsentligt politisk mål.
Den grønne søjle
Folkebevægelsen mod EU mener, at Danmark skal føre en aktiv og ambitiøs klima- og miljøpolitik både nationalt og internationalt. Det er afgørende, at Danmark bidrager aktivt til den grønne omstilling. Denne politik skal vi ikke lade begrænse af EU. Derimod skal Danmark sammen med andre ambitiøse lande gå forrest på dette område.
Det er for Folkebevægelsen mod EU indlysende, at løsningerne på klimaforandringernes konsekvenser først og fremmest skal findes via globalt samarbejde og internationale løsninger i mange forskellige fora. Her skal Danmark som en stor nettoudleder og et af verdens rigeste lande bidrage aktivt politisk og økonomisk.
Velfærdssøjlen
Folkebevægelsen mod EU opfatter den nordiske model som en afgørende brik i udviklingen af den danske velfærdsstat og som afgørende for samfundets generelle velstand.
Derfor vil Folkebevægelsen mod EU forsvare, at det skal være arbejdsmarkedets parter, der via frie forhandlinger aftaler løn- og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked.
Ligeledes er den nordiske velfærdsmodel kendetegnet af, at der via alles skattebidrag tages hånd om samfundets svageste.
Fastholdelsen af disse principper for samfundets organisering vil Folkebevægelsen mod EU forsvare uforbeholdent.
Principper
Folkebevægelsen mod EU er en demokratisk og tværpolitisk sammenslutning.
Det ligger uden for Folkebevægelsens målsætning at arbejde for noget bestemt samfundssystem eller for politisk stillingtagen til problemer uden forbindelse til EU. Anerkendelse af denne begrænsning er en betingelse for tilslutning til Folkebevægelsen mod EU.
Folkebevægelsen mod EU er ikke identisk med de tilsluttede politiske partier eller andre organisationer. Den kan derfor ikke gøres til redskab for enkelte organisationers særinteresser.
Folkebevægelsen mod EU opstiller ikke til indenrigspolitiske valg som organisation, men anbefaler at stemme på opstillede kandidater, der arbejder for at fremme Folkebevægelsen mod EU’s idégrundlag. Folkebevægelsen mod EU fremhæver betydningen af, at mindst 30 EU-modstandere i Folketinget er tilstrækkeligt til at kunne hindre vedtagelser om yderligere suverænitetsafgivelse.
Folkebevægelsen mod EU bygger på FN’s og Europarådets menneskerettighedskonventioner og afviser dermed politisk undertrykkelse, vold og enhver form for diskrimination eksempelvis på baggrund af etnicitet, religion eller køn.
Folkebevægelsen mod EU søger det bredest mulige samarbejde nationalt og internationalt i kampen mod EU. Vi samarbejder med såvel EU-tilhængere som EU-skeptikere om at føre en saglig debat om EU’s grundlag og udvikling.
Folkebevægelsen mod EU er åben for alle, der kan støtte og arbejde for dette idégrundlag, og henvender sig til alle, der ikke ønsker Danmark forvandlet til en delstat i et stadig snævrere EU. Kun en dansk udtræden af EU kan holde os fri af superstaten.
Vedtagelse
Vedtaget af landsmødet den 31. oktober 2021.