EU’s pengebehov

Af Thorkil Sohn, Medlem af Folkebevægelsen mod EU’s forretningsudvalg

EU’s gigantiske hjælpe- og lånepakker (især begrundet i Corona-pandemien) og de nye budgetrammer indebærer, at medlemslandene – også Danmark – skal betale og hæfte for et gigantisk beløb på ca. 1.750 mia. EURO.

Jeg ser med bekymring på, at vort land på denne måde bindes op på en kæmpegæld i årtier. Det kan koste dyrt i økonomisk handlefrihed. Vi kan endda risikere at hænge fast i forpligtelserne, selv om vi f.eks. beslutter os for at forlade EU. Samtidig har vi slet ikke tilstrækkelig sikkerhed for, om hjælpepengene kommer de rette til gode. Når de f.eks. nogensinde ud til de små cafeejere, der har fået deres levevej mere eller mindre smadret pga. Corona-pandemien?

Den bedste måde at hjælpe de hårdest ramte lande i nødsituationer som denne er ganske givet, at den danske regering og vort Folketing selv bevilger, hvad der er rimelighed i og mulighed for, og i samarbejde med modtagerlandene sikrer, at de mest trængende får først.

Og – for at føje spot til skade – taler man nu også om, at der skal udskrives en form for skat direkte til EU for at finansiere nogle af udgifterne. Man bruger eufemismen ”EU’s egenindtægter”. På længere sigt er det særdeles farligt. Der kan nemlig skrues mere og mere op for EU-skatter, når de først er indført. Og da der ikke er ubegrænsede muligheder for at opkræve skat, og da den stærkeste – i dette tilfælde EU – altid tager først, så vil resultatet blive, at stat, regioner og kommuner må nøjes med det, som EU levner til os.

Der påhviler Folketing og regering et stort ansvar, hvis man – som det desværre er normalt i EU-sager – nærmest i hemmelighed siger ja og amen til det hele.

Magten følger nemlig pengene, så vi tager et stort skridt i føderal retning. En bekymring, som briterne nu er sluppet fri af.