Nej til Euroen: Et fantastisk jubilæum

For 20 år siden blev jeg politisk aktiv. Det var dengang statsminister Poul Nyrup Rasmussen udskrev folkeafstemning om euroen – og dengang danskerne viste et stort mod og stemte lodret modsat anbefalingen fra de fleste politikere, store banker, erhvervslivet og fagbevægelsens top. På trods af trusler om arbejdsløshed og økonomiske katastrofer, stemte danskerne nej. En beslutning, som tiden har vist var rigtig klog.

Af Rina Ronja Kari

Vi vandt

Da Poul Nyrup Rasmussen udskrev folkeafstemningen i foråret år 2000 virkede det som en smal sag for ja-siden. Meningsmålingerne pegede på, at det nok skulle blive et ja. Fuldstændig ligesom da Lars Løkke Rasmussen 15 år senere udskrev folkeafstemning om retsforbeholdet. Begge gange ventede ja-politikerne tålmodigt på, at der var medvind i meningsmålingerne – og begge gange tabte de alligevel. Og vi vandt.

Størt var nej’et til euro’en i år 2000, hvor 53,2% stemte nej. Og hvordan er det så gået siden?

Arbejdsløsheden og de høje renter udeblev

Op til folkeafstemningen blev der truet med tårnhøje renter og en løbsk arbejdsløshed. Ja, der blev talt om at Danmark kunne miste for mange milliarder kroner eksport og stå med 200.000 mistede arbejdspladser.
Men katastrofen kom naturligvis ikke. Tværtimod har den danske rente holdt sig ganske pænt, og under finanskrisen – og den økonomiske krise – har vi faktisk set negative renter. Det er fordi markedet søger i sikker havn. Og ser vi på arbejdsløsheden så er der ingen tvivl om, at Danmark har klaret sig betydeligt bedre end ”Euroland”. Så ja-sidens skræmmekampagne er blevet gjort godt og grundigt til skamme.

Men har vi mistet indflydelse?

Vi husker Marianne Jelved, der gang på gang fremturede med, at ”vi jo skal sidde med ved bordet, og at vi ikke kan sidde med, når vi står uden for euroen”. Præcist hvad det er, de EU-begejstrede partier tænker, at vi skal gøre rundt om bordet, er ikke helt klart. Men det er dog tydeligt, at Danmarks magt og indflydelse i EU er begrænset. Tænk bare på den seneste kamp om EU-budgettet, som endte med en betydeligt større regning til os.

Derudover må jeg bare sige fra min tid i EU-parlamentet, at det i det daglige lovgivningsarbejde ikke er noget, som folk går nævneværdigt meget op i. Selvfølgelig er der nogle EU-føderalister, som er sure over at vi ikke vil være med, og som drømmer om at presse alle EU-lande til at deltage, men vi er ikke sat udenfor døren.

Til gengæld har jeg oplevet mange kollegaer, der brændende ønskede deres egne lande ud af euroen. Særligt under finanskrisen blev det tydeligt, hvor stor prisen er for at være med i ’klubben’.

De danske politikere undergraver forbeholdet

Selv om der altså i store træk er relativt lille fokus på vores forbehold, set med EU-øjne, så har det igennem tiden være et stort fokus for de danske politikere, at Danmark skal så tæt på EU-kernen som muligt. Derfor tilsluttede de os også Finanspagten – endda helt uden en folkeafstemning. Finanspagten indfører snævre krav t den økonomiske politik og i Danmark er den blevet implementeret med den omstridte budgetlov.

Danmark kan sige fra

Heldigvis kan vi forlade Finanspagten igen, hvis et flertal i Folketinget vil. Det kan de ikke i Euro-zonen, hvor landene skal være med.
På samme måde har vi i Danmark mulighed for at fravælge bankunionen, mens det ikke havde været en mulighed, hvis vi havde haft euroen.

Yderst kompetent befolkning

For mig var folkeafstemningen i 2000 starten på at blive politisk aktiv. Det har været givtigt, sjovt og udfordrende. Ikke ét sekund har jeg fortrudt at være med i Folkebevægelsen mod EU, og når vi ser tilbage på vores sejre, må vi helt stilfærdigt konstatere, at befolkningen er yderst kompetent til at træffe beslutninger om landet fremtid. Det giver mod på at fortsætte kampen for at befolkningen skal høres. Og så skal vi bare huske, at vores kamp ikke er forgæves – heller ikke selv om det nogen gange virker til at være lidt op af bakke.