Hvem bestemmer, hvad EU bestemmer?

Af Karina Rohr Sørensen (på fotoet), Medlem af Folkebevægelsen mod EU’s forretningsudvalg

En kontroversiel dom fra den tyske forfatningsdomstol har skabt en tiltrængt debat om, hvor meget de enkelte EU-lande selv bestemmer, og hvor meget magt kan EU tiltage sig.

Hvem bestemmer i EU, og hvem bestemmer hvad EU bestemmer? Det spørgsmål er til debat efter en kontroversiel dom fra den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe i starten af denne måned.

Helt kort er der tale om, at den tyske forfatningsdomstol har set på, om den europæiske centralbank (ECB) har handlet efter sine egne regler – i sagen om opkøb af statsobligationer. Sagen er den, at ECB har brugt utroligt mange milliarder på at opkøbe EU-landenes statsobligationer for at stimulere økonomien i forbindelse med finanskrisen.

En stor gruppe tyskere er gået sammen i et kollektivt søgsmål for at få dømt opkøbene ulovlige. De mener, opkøbene skader tysk økonomi, fordi det at pumpe penge ud – særligt i lande som for eksempel Italien og andre sydeuropæiske lande – gør det muligt for disse lande at føre en uansvarlig økonomisk politik, der går ud over de rammer og regler, der er defineret i eurozonen.

Dom går EU’s centralbank imod

Den tyske domstol har med andre ord undersøgt om en europæiske institution – ECB – har overholdt sine egne beføjelser. Og har fundet, at der er sket en overskridelse af beføjelserne.

Det er i sig selv kontroversielt for EU, at et medlemsland mener, at skulle have noget at have sagt i forhold til kontrol af EU’s institutioner – og hvad der er mere kontroversielt: EU-domstolen har allerede undersøgt om ECB’s opkøbsprogram var o.k.

EU-domstolen nåede den modsatte konklusion: De finder, at ECB’s opkøb var inden for skiven.

EU-systemet er provokeret

Men hvad betyder det? Og hvorfor er det vigtigt? Den tyske domstol giver ECB en frist på tre måneder til at forklare sig – det vil sige, at de åbner for den mulighed, at de vil godkende opkøbene – men kun hvis ECB kan begrunde dem på en anden måde, end de hidtil har gjort.

Som udgangspunkt provokerer sagen EU-systemet – herfra gentages mantraet om, at EU-retten har forrang. Det betyder, at de finder det utilstedeligt, at en national domstol behandler en sag, der er afgjort ved EU-domstolen.

Den tyske position er at sige, at de anerkender EU-rettens forrang på områder, hvor Tyskland har overladt kompetencen. Men de argumenterer med, at det er Tyskland selv der har kompetencen til at afgøre, hvilke områder Tyskland har afgivet kompetence på.

Dette argument er det samme, som den danske dom fra 1998, hvor Danmark også slog fast, at vi selv definerer hvilke områder, vi har afgivet kompetence på. EU-domstolen er ikke enig. De mener, de har forrang, og at det er dem, der definerer på hvilke områder, EU-retten står over det nationale niveau.

Uhyggelige konsekvenser

Lige netop her er kernen: Hvis der er tvivl om, hvem der bestemmer, tvivl om hvem der har kompetencen på et givet område – hvem kan så afgøre tvisten?

Hvis det er landene, der kan fortolke, kan det åbne muligheder for at bremse EU-integrationen, fordi man som land kritisk kan forholde sig til og vurdere, om det, der sker, er inden for aftalerne.

Hvis det derimod er EU, der bestemmer, hvad de bestemmer, har det uhyggelige og vidtrækkende konsekvenser.

Uanset hvor, vi lander, har sagen skabt debat om noget, der er helt centralt i landenes forhold til EU. Hvor meget kan vi selv bestemme? Og hvor meget magt kan EU tiltage sig. Det fokus på EU-domstolen og dens praksis med at give EU flere beføjelser gennem sine domme er bestemt tiltrængt.

Indlægget blev bragt i Arbejderen i uge 21.