Danske klima-dinosaurer afsløret i EU
Ny undersøgelse afslører store forskelle på, hvordan de danske EU-parlamentarikere stemmer på klimaspørgsmål.
Under den nuværende valgkamp til EU-parlamentet, kæmper næsten samtlige kandidater om at være den grønneste og mest klimavenlige kandidat. Men ser man på, hvordan der faktisk stemmes i EU-parlamentet er der enorm forskel på partierne.
I april udgav Climate Action Network Europe en rapport med titlen; ‘Defenders, Delayers, Dinosaurs’. Rapporten skal give vælgerne et redskab til at stemme på partier til EU-parlamentsvalget, der støtter stærkere klimapolitikker.
Climate Action Network Europe (CAN) er en samlet organisation for over 1.700 NGO’er over hele Europa, som alle kæmper imod klimaforandringer.
Rapporten rangerer de forskellige partier og grupper i EU-parlamentet efter hvordan de har stemt på klimapolitik: CAN har udvalgt 21 repræsentative afstemninger på 10 stykker lovgivning, som de vurderer var særligt vigtige for klimaet under de sidste fem år i EU-parlamentet.
Partierne tildeles en score i procent alt efter, hvordan de har stemt på de 21 afstemninger.
Radikale forsinker grøn omstilling i EU
Blandt de danske partier er der en række overraskelser. Eksempelvis er Radikale Venstre placeret i bunden af kategorien ‘forsinkere’. Det er kategorien for dem, der forsinker den nødvendige klimaindsats. Partiet får blot en score på 26,7 procent.
Den score har de blandt andet fået, fordi Jens Rohde og partiets nuværende spidskandidat Morten Helveg Petersen begge stemte nej til at hæve de bindende mål for energieffektivitet i 2030 fra 30% til 40%.
De har også stemt imod til at hæve de bindende mål for vedvarende energi fra 27% til 45% frem mod 2030.
I ‘forsinker’-kategorien findes også Venstres Morten Løkkegaard, som dog klarer sig lidt bedre, men alligevel må nøjes med en score på 30,7 procent.
Dansk Folkeparti svigter klimaet
I den nederste kategori, ‘Dinosaurerne’ finder vi Dansk Folkeparti og Konservative med en score på henholdsvis 16,7 og 6 procent.
Dinosaurerne er dem, der ikke har forstået at det er vigtigt at beskytte klimaet.
Bendt Bendtsen fra Konservative har været sygemeldt i en periode, og det har påvirket hans score, så det er uretfærdigt at vurdere ham alene ud fra rapporten.
Dansk Folkeparti har opnået dinosaurus-stemplet ved at stemme for dårligere forhold for skovforvaltning. Partiet har også stemt imod et forslag om at EU’s infrastrukturfond ikke må gå til gas-projekter.
Danmarks klimaforkæmpere i EU
I den øverste kategori ‘beskytterne’ findes SF, Folkebevægelsen mod EU og Socialdemokraterne, med scorer på henholdsvis 86, 81 og 68,5 procent.
Beskytterne er den gruppe der gør en seriøs indsats for at beskytte borgerne mod klimaforandringerne.
Medlem af EU-parlamentet og spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU Rina Ronja Kari kalder det hyklerisk:
– Det er simpelthen dobbeltmoral af værste skuffe når eksempelvis Venstre og de Radikale med den ene hånd lover vælgerne den grønneste klimapolitik og med den anden hånd bruger deres folkelige mandat til at stemme imod konkrete klimaforbedringer, siger Rina Ronja Kari.