Den danske model trues fra Bruxelles
EU-KOMMISSIONEN PRESSER på, og vil fjerne endnu mere medbestemmelse fra medlemslandene.
Jeg spørger tit mig selv, om der er noget, EU ikke vil blande sig i. Umiddelbart er svaret nej. Det nyeste skud på stammen er kommissionens forslag til køreplan for, hvad de kalder en “mere effektiv beslutningsproces”.
Det betyder oversat til dansk, at kommissionen vil fjerne vetoretten på en række områder – primært social- og arbejdsmarkedspolitiske.
Kommissionens områder omfatter blandt andet ”bekæmpelse af diskrimination, social sikring og beskyttelse af arbejdstagere, beskyttelse af arbejdstagere ved fyring og ansættelsesvilkår for arbejdere, som kommer fra lande uden for EU”.
Arbejdstageres og arbejdsgiveres repræsentation og kollektive værn nævnes også og er helt centralt, da det omfatter konfliktretten og faglige rettigheder.
Den nordiske model trues
I Norden er der tradition for, at arbejdsmarkedets parter via forhandlinger når til enighed om faglige rettigheder, løn, arbejdsforhold og lignende. En model, som er helt unik for Norden, og som nu trues fra Bruxelles. Jeg frygter, at det fremover vil være svært for os at opretholde vores system, hvis vetoretten fjernes.
Tidligere sager om dagpenge, om børnecheck og idéer om at give EU magt over skattepolitik viser, hvordan unionsudviklingen truer danske forhold. Hvis vetoretten er væk, kan de folkevalgte i medlemslandene ikke længere bestemme eller stilles direkte til regnskab over for borgerne. Det er angreb på selvbestemmelse, demokrati og fundamentet under hele vores samfundsmodel.
EU bevæger sig ind på flere og flere områder og fratager os retten til at bestemme selv, det her er endnu et forsøg på det. Hvis EU overtager dele af vores arbejdsmarkedspolitik, vil vi som borgere heller ikke have styr på hvilke rettigheder og arbejdsvilkår, der skal gælde i vores land.
Mindre demokrati – ikke med min stemme
Kommissionens køreplan er dybt bekymrende. Det er på ingen måde et forsøg på at gøre noget mere demokratisk. Det er mere et forsøg på at standardisere og fratage medlemslandene mulighed for at have selvstændige politikker.
Jeg må sige, at min og kommissionens opfattelse af demokrati ligger meget langt fra hinanden. Jeg vil til enhver tid arbejde for at tage magten tilbage til Danmark på alle de områder, jeg kan komme til.
EU skal ikke have lov til at rykke ved fundamentet for vores land.
(Denne blog har tidligere være bragt hos Avisen.dk d. 27. januar)