Rina Ronja Kari: Regeringen skal bruge nødbremsen i dagpengesag
Kravet fra Rina Ronja Kari er klart: Regeringen må komme ind i kampen og trække i nødbremsen i dagpengesag. Alt andet klinger hult, siger EU-parlamentarikeren.
Trods stor modstand mod forslaget til nye dagpengeregler fra EU, vil regeringen ikke bruge den nødbremse de har.
– Det er jo helt skørt, at regeringen ikke bruger den mulighed de rent faktisk har for at stoppe det her, lyder det fra Folkebevægelsen mod EUs Rina Ronja Kari.
Rina Ronja Kari opfordrer regeringen til at genoverveje sin beslutning, og aktivere paragraf 48 i Lissabontraktaten. Paragraffen gør det muligt for et medlemsland at anmode om, at et forslag forelægges Det Europæiske Råd til drøftelse, hvis forslaget berører vigtige aspekter af landets sociale sikringssystem.
Regeringen: Indre marked er vigtigst
I et svar til Enhedslisten i december 2018 afviser beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V), at gøre brug af denne mulighed.
“Selvom regeringen langt fra er tilfreds med udviklingen i forhandlingerne om en revision af forordning 883/04, er det min vurdering, at vi ikke er i en situation, hvor det er relevant at drøfte nødbremsen”, lyder det i svaret fra beskæftigelsesministeren.
Han skriver videre:
“Regeringens prioriteter i forhandlingerne om forordning 883/04 har været båret af hensyn til at sikre rimelighed og fornuft i reglerne, da vi ønsker at sikre fortsat folkelig opbakning til det indre marked, som vi har så store fordele af”.
Rina Ronja: Klinger hult
De svar køber Rina Ronja Kari ikke. Hun henviser til, at Morten Løkkegaard (V) tidligere har været ude og foreslå netop at bruge nødbremsen.
-Ved det her forslag vil det være helt oplagt at bruge paragraf 48 og vise, at regeringen rent faktisk mener det, når de siger, at man er imod forslaget. Det klinger meget hult, når Morten Løkkegaard går ud og truer med at bruge nødbremsen, men regeringen pure afviser det kort tid efter, siger Rina Ronja Kari.
Beslutningen om EU’s dagpengeregler rykker tættere og tættere på og stort set alle danske EU-parlamentarikere er enig om, at det vil være til stor skade hvis de gennemføres.