Delsejr for lastbilchauffører i EU-parlamentet
Lastbilchaufførerne fik en lille delsejr, da EU-parlamentet i dag stemte om de nye regler for vejtransport på tværs af EU’s grænser.
Af Rina Ronja Kari, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
Puh, det har været en dramatisk dag i EU-parlamentet! Både for mig, for mit kontor og ikke mindst for de mange lastbilchauffører, som denne uge har demonstreret foran parlamentsbygning i Strasbourg.
I dag tog vi nemlig næste skridt i den store debat om EU’s nye vejpakke, eller mobilitetspakke, som den også kaldes. Det er et udspil fra EU-kommissionen til nye regler for chauffører, der transporterer gods på tværs af EU’s grænser.
Det er et område, hvor EU og det indre marked har ført til udbredt social dumping.
Det handler for eksempel om, hvis en rumænsk chauffør kører fra Rumænien gennem Tyskland til Danmark. Hvornår skal han eller hun så køre på rumænske vilkår, hvornår på tyske og hvornår på danske?
Som udspilet til nye regler ser ud i dag, vil det langt fra stoppe problemerne. Faktisk vil det føre til endnu mere social dumping på vejene. Det har fået en række fagforeninger på barrikaderne, herunder 3F og det europæiske transportarbejderforbund ETF.
Parlamentets holdning
EU-parlamentet er netop nu ved at lægge sig fast på sin holdning til Kommissionens udspil, og det har været ret så turbulent!
Det er nemlig ikke Parlamentets beskæftigelsesudvalg, som jeg sidder i, der er såkaldt hovedudvalg på vejpakken. Når man er hovedudvalg kan man foreslå hvilke ændringsforslag, som Parlamentet skal tage med til forhandlingerne med Kommissionen og Rådet.
Men det er Parlamentets transportudvalg, der er hovedudvalg på vejpakken, og de har lavet en pakke af ændringsforslag, som ligger meget langt fra fagbevægelsens ønsker!
Omvendt har jeg og mit kontor det sidste år kæmpet for at få transportarbejdernes krav til vejpakken med i Parlamentets holdning til vejpakken. Vi har vedtaget en række alternative ændringsforslag i beskæftigelsesudvalget, som bygger på fagbevægelsens krav, og som blandt andre 3F og ETF bakker op om.
Dramatisk afstemning
I dag skulle hele Parlamentet så stemme om transportudvalgets udkast til ændringsforslag.
Først blev der vedtaget et forslag fra transportudvalget om, at chaufførerne skal kunne køre rundt i andre EU-lande i 10 dage, før de har ret til at komme over på samme løn- og arbejdsvilkår som lokale chauffører.
Og så blev der nedstemt et forslag om, at chaufførerne skulle have ret til et ugentligt hvil uden for lastbilernes førehus.
Altså begge dele beslutninger, som klart trækker i den forkerte retning.
Men så skete der noget vildt! For til sidst blev hele den samlede pakke af ændringsforslag nemlig underkendt, oven i købet med et stort flertal i parlamentet!
Det betyder, at vejpakken nu skal behandles i transportudvalget og i hele parlamentet igen, før forhandlingerne med Kommissionen og Rådet kan gå i gang.
Det lyder måske som en ret langhåret og tør proces, det hele. Men det kommer til at få stor betydning for de vilkår, som chaufførerne kører under, og for fagbevægelsens mulighed for at gøre noget ved den sociale dumping på området.
Forud for dagens afstemning var der lagt op til regler, som ville føre til mere social dumping og dårligere forhold for lastbilchaufførerne. Men de blev altså sparket til hjørne, og det betyder, at der er tid til, at resten af parlamentet kan komme til fornuft og lytte til chaufførernes krav. Det vil jeg i hvert fald fortsætte med at arbejde for sker!
(Dette indlæg blev først bragt i Avisen.dk)