Her er tre grunde til, at e-servicekort vil skabe mere svindel og ulighed

Det nye EU e-kort skal gøre det lettere for servicevirksomheder at sælge deres ydelser over grænserne. Problemet er, at kortet vil medføre mere svindel, ulighed og social dumping, da det favoriserer virksomhederne på bekostning af arbejdstagerne.

Her i julemåneden er vi kommet rigtigt i gang i Parlamentets beskæftigelsesudvalg med forhandlingerne om det nye europæiske e-tjenesteydelseskort, som Morten Løkkegaard, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, forsvarede i juli på Mandag Morgen.

Her håber jeg virkelig, at det lykkes at slå det sidste søm i e-kortets kiste.

Forhandlingerne i beskæftigelsesudvalget forventer vi at afslutte i løbet af januar, så det er altså nu, at den store kamp står.

Og der er gode muligheder for, at hele forslaget bliver afvist.

I beskæftigelsesudvalget tegner der sig muligheden for et flertal imod bestående af centrum-venstrefløjen og en af de konservative grupper (ECR), og flere andre fagudvalg har allerede vedtaget, at de anbefaler en afvisning.

Det er dog langt fra sikkert, at det er nok til at få hovedudvalget til at afvise forslaget. Resultatet står med andre ord helt åbent endnu.

Grundlæggende er der lagt op til en hård kamp mellem to fløje: Arbejdsgivere mod arbejdstagere.

Jeg er helt enig med de europæiske fagbevægelser i, at e-kortet, som via en forenklet elektronisk procedure skal gøre livet lettere for servicevirksomheder, vil åbne op for social dumping.

På den anden side mener Morten Løkkegaard, EU-Kommissionen og Dansk Erhverv, at virksomhederne skal have endnu løsere tøjler for at skabe vækst.

Her er tre grunde
Jeg afviser e-kortet af tre hovedgrunde:

For det første løser e-kortet ikke de begrænsninger, der findes på tjenesteydelsesområdet.

At der ikke er flere virksomheder, der leverer tjenesteydelser i andre lande, handler i lige så høj grad om, at der er sproglige barrierer, samt at det er svært at flytte en tjeneste fra et sted til et andet. Der mangler altså en egentlig gyldig grund til overhovedet at indføre EU-lov.

For det andet, som fagbevægelsen påpeger, er ansøgningsproceduren til at få et e-kort uhensigtsmæssig. I dag skal en virksomhed, der vil levere tjenester på tværs af landegrænser, ansøge om en tilladelse i det land, de gerne vil arbejde i.

Med e-kortet er det anderledes. Hvis du som virksomhed gerne vil levere tjenester på tværs af grænser, skal du i stedet ansøge digitalt om et e-kort i dit hjemland, på dit eget sprog.

Det land, du vil arbejde i, har kun kort tid til at reagere på ansøgningen.

Overskrides tidsfristen, bliver din ansøgning automatisk accepteret, uanset om den bliver dømt gyldig af værtslandet eller ej.

Samtidig er det ekstremt begrænset, hvad værtslandet må kræve af dokumentation. Selv om værtslandene løber hele risikoen, får de mindre og mindre at skulle have sagt.

For det tredje skal alt dette ske over det indre markeds informationssystem, IMI, der er en digital portal, som bruges i hele EU. I IMI er det kun dit hjemland, der skal validere informationen.

E-kort umuliggør kontrol 
Det finder både jeg og fagbevægelsen meget problematisk. Før i tiden har der været store problemer med, at information i IMI har været mangelfuld og ikke er realtidsdata.

Det skal bruges, når man skal holde kontrol med udstationerede virksomheder.

I praksis vil det betyde, at hvis en rumænsk virksomhed ansøger om et e-kort til Danmark, vil det være umuligt for danske myndigheder at kontrollere, om tjenesteyderen lever op til danske krav.

Det kunne være krav til arbejdstager- og forbrugerrettigheder, miljøbeskyttelse eller sektorspecifikke kvalifikationer.

Desuden er det også planlagt, at et e-kort ikke skal have en udløbsdato. Det skal altså være evigt gældende. Det åbner døren for svindel, fordi virksomhederne ikke løbende skal kontrolleres ved fornyelse.

Alt i alt bliver det lidt nemmere at yde tjenester over grænserne, noget nemmere at lave social dumping og til gengæld meget sværere at føre kontrol med virksomhederne.

Med andre ord bliver dele af erhvervslivet vægtet højere end arbejdstagerne.

Kommissionen: Kort er win-win for alle i EU
På den anden side står EU-Kommissionen, Dansk Erhverv og politikere som Venstres medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard.

De mener, at det er synd for virksomhederne, at der findes så mange administrative og sproglige barrierer, hvis de vil levere tjenester over landegrænser.

Morten Løkkegaard, der er Parlamentets chefforhandler på e-kortet, har i et blogindlæg på Mandag Morgen tidligere skrevet, at de nuværende procedurer gør det nemt for skuffeselskaber og falske selvstændige at komme til udlandet. Det skyldes, at lokale myndigheder i værste fald kan bestikkes.

Paradoksalt mener Løkkegaard, at vi nu bør stole nok på de selvsamme myndigheder til, at de kan udstede tilladelser, som giver udenlandske virksomheder ret til at arbejde i Danmark.

Imidlertid er der mange huller i argumentationen. Ifølge både fagbevægelserne og tænketanken Centre for European Policy (CEP) vil indførelsen af e-kortet lede til mere bureaukrati, ikke mindre.

Det skyldes, at hjemlandet skal implementere en parallel organisationsstruktur.

Det vil hverken lette mængden af bureaukrati eller oversættelse, for virksomhederne skal stadig kommunikere med værtslandet på dennes sprog.

Samtidig er der udtrykt bekymring for, om det danske RUT-register, Registret for Udenlandske Tjenesteydere, kan overleve.

Hvis vi ikke må stille yderligere krav over for virksomheder med et e-kort, må vi så gerne kræve, at de bliver registreret i RUT?

RUT-registret er den danske stats officielle register til at anmelde udenlandske tjenesteydelser, og det er et vigtigt redskab til at føre kontrol med udenlandske virksomheder i Danmark, fordi det fortæller blandt andet fagforeninger, hvor der udføres arbejde.

Med andre ord løber værtslandet hele risikoen, og tjenesteyderens hjemland har ikke noget incitament for at være grundig.

Ifølge CEP vil det kunne lede til, at virksomheder bare krydser krav af, hvilket vil lede til flere postkasseselskaber fra de lande, hvor autoriteterne ikke er grundige (eller, som Løkkegaard fremhæver det, kan bestikkes).

At værtslandet ikke kan kræve formelle beviser på dokumenters autenticitet eller garanterede oversættelser, gør det kun nemmere at begå bedrageri.

Mere svindel, ulighed og social dumping
Min største bekymring er dog ikke, hvad Kommissionen, Dansk Erhverv, og Morten Løkkegaard siger. Deres holdninger er jo ret forudsigelige.

Min største bekymring er derimod, at de europæiske og danske fagbevægelser overhovedet ikke er blevet spurgt til råds.

Det virker som udpræget klientelisme, når EU kun tildeler taletid til industriens og arbejdsgivernes organer ved brainstorming-sessionerne i en sag om arbejdsmarkedsforhold, der berører millioner af arbejdstagere.

Indførelsen af et nyt europæisk e-tjenesteydelseskort vil ikke resultere i et win-win for alle i EU. Derimod vil det føre til mere svindel, mere ulighed, mere social dumping, og et større lønpres på danske arbejdere.

Et e-kort er altså intet mindre end ønsketænkning, uden øje for nutidens egentlige problemer.

For tag ikke fejl. At uligheden i EU er steget voldsomt over de sidste 30 år er ikke en økonomisk nødvendighed – det er en politisk prioritering.

Det er en beslutning, som bevidst er taget af institutioner som Kommissionen og påskønnet af grupper som Dansk Erhverv.

Og selv om historien om e-kortet virker ukontroversiel på overfladen, så er den bare endnu en perle i rækken, der favoriserer virksomhederne på bekostning af arbejdstagerne.